historie

Fanefjord sogns historie

Storke egen

AAR 1869

REISTE FANEFJORD GODSES EJERE

DENNE STEEN I TAKNEMMELIGT MINDE

OM FORFÆDRE SOM I 1769

I FÆLLESSKAB KJØBTE GODSET,

HER SKAL NÆVNES

PRÆSTEN A. S. FIBIGER

OG

GRD. C. NIELSEN

DER REISTE TIL KJØBENHAVN

OG FORMAAEDE

KONG CHRISTIAN VII

TIL AT VÆRE CAUTIONIST

____________________________

LAD DENNE STEEN UROKKER STAA

VOR EFTERSLÆGT TIL MINDE

AT DE IGJEN OM 100 AAR

DEN FRIHED OG KAN FINDE

 

 

 

 

 

 

Formandskabet for gods nr. 2, Fanefjord sogn på Møn, bad i begyndelsen af dette år undertegnede om at gennemgå det meget store materiale af dokumen¬ter og protokoller, som godsets bestyrelse har opbevaret, siden bønderne i sognet i 1769 købte deres fæstegårde og jorde af kronen på auktion og blev selvejere og dermed gjorde deres sogn til "Gods No. 2 paa Møen".

Det ældste dokument er det originale skøde, udstedt den 24. november 1790 af Christian VII, og den ældste protokol er fra 1830.

Blandt dokumenterne findes en stor del fæstebreve, retsudskrifter, vedtægter, skatteberegninger, landvæsenskommissionsforretninger, breve m.v.

Ved renskrivning af materialet har jeg bestræbt mig på at sætte det i kro¬nologisk rækkefølge suppleret med relevante oplysninger om forhold, der vedrører godsets historie.

For overskuelighedens skyld er afskrifter af bilag samlet i slutningen af redegørelsen med numre, som henviser til afsnit i manuskriptet.

Det har været både spændende og en glæde at prøve på at løse denne opgave og lære Fanefjord sogn grundigt at kende, og det takker jeg formandskabet for.

Desuden vil jeg gerne takke gårdejer Hans. Vilh. Hansen, "Ellevang", Dame og skovfoged Andreas Haase varmt for stor hjælp og støtte til arbejdet.

 

 

Vollerup 1992 Kirsten Lütchen-Lehn.

GODS NR. 2 - FANEFJORD SOGN - MØN.

I 1769 blev Møn solgt!

Forhistorien var følgende Omkring midten af middelalderen var bispestolen i Roskil¬de og kronen de største godsbesiddere på Møn. Ved reformationen i 1536 blev bispegod¬set kronen eje, og under Frederik 11 (1559-88) og Christian IV (1588-1648) blev resten af det adelige bøndergods opkøbt således, at hele øen blev krongods.

Efter svenskekrigenes ødelæggelser 1658-60 91ev Møn i 20 år pantsat til den holland¬ske købmand Gabriel Marselis for hans økonomiske hjælp til kongemagten under krigen. Det lykkedes dog at indløse øen, men først efter at Marselis havde udnyttet den så to¬talt, at en kommission, som Christian V sendte hertil i 1684 erklærede den for at væ¬re næsten ødelagt. I Fanefjord sogn lå 112 gårde øde, og Grønvedskoven havde mistet mere end 2/7 af sit areal.

I et forsøg på at rette skaderne op blev den kongelige hestgarde flyttet hertil; de hvervede soldater skulle med deres familier bo hos bønderne, som til gengæld skulle slippe billigere i skat. Soldaternes leder blev oberst S.C. von Plessen - senere kaldt den onde Plessen: Han blev også amtmand og skulle være bøndernes støtte, men det gik anderledes. Han begyndte med at inddele Øens bøndergods i 450 dele på hver godt 6 tdr. land, hvoraf der skulle svares over 20 rdl. i skat, han inddrog desuden alle overdrev og fælles græsningsarealer til gardens heste og inddelte dem i kobler. Derved mistede bønderne græsning til ca. 1600 kreaturer. De følgende 12 år levede bondestanden en sand slavetilværelse med hoveri, høje skatter og afgifter; mange bønder fik frataget deres fæstegård, og Øen blev igen så forarmet, så indtægterne til den kongelige kasse næsten udeblev. Derfor sendte Christian V igen en kommission til Møn, og både Plessen og hestgarden blev fjernet. For at råde bod på de værste ulykker foreslog kommissionen at bønderne fik landgildefrihed, bygningshjælp og frit sædekorn for overhovedet at kom¬me på fode igen; desuden blev Elmelundegårds og Stege slots ladegårde nedlagt, og jor¬den tildelt bønder og borgere i Stege. Man mente, at dette ville kunne hjælpe på for~ holdene, - jorden var stadig god og frugtbar. Det kom også til at passe; tiden og de forbedrede konjunkturer, især i 1740erne, fik Møn op at stå igen.

KØBET.

På baggrund af al dette, som stadig blev husket, kan man godt forstå, at bønderne blev skrækslagne, da det ved en plakat af 4. april 1769 forlød, at nu skulle Møn SÆLGES!! ¬Til hvem ?? - Hvilke nye hårde herrer ville man få ??

Kronen havde i længere tid været i bekneb for kapital, især i 1762, da der mobilisere¬des ca.70.000 mand på grund af en truende konflikt med Ruslands czar Peter den 3.; den blev dog ikke til noget, men statsgælden voksede alligevel. Der havde også i flere år været røster fremme indenfor regeringen om at "privatisere" landbruget. Hørsholms slot

-2-

jorde var i 1759 udstykket til fæstebønderne; udenrigsministeren J.H.E. Bernstorff

var en af de første godsejere, som udskiftede sin bondejord, og greverne Chr. D. Re¬ventlow og A.G. Moltke hørte også til den kreds, som mente, at bønderne med større om¬hu og glæde ville dyrke jorden, hvis de selv ejede den.

Det var dog ikke ganske i statens interesse, at selvejet blev fremmet; - få år i for¬vejen var et par store godser i Jylland solgt og opsplittet, hvorved administrationen blev vanskeliggjort, et godssystem var derfor nødvendigt. Derfor kom der i 1761 en forordning, som forbød godsejere at sælge deres fæstegods. - Men - statskassen var tom, og regeringen overtrådte derfor nu sit eget forbud, selvom man dog frygtede, at bøn¬dernes dårlige økonomi kunne gøre det vanskeligt at få en ordentlig pris ved salget af krongodset. I 1764 blev kronens gods på Fyn solgt, i Jylland 1765-67, på Falster i 1766, og i 1769 kom turen så til Møn. Samme år kom der en ny forordning, der skulle fremme selveje, men den forsvandt igen 3 år efter - og dermed al støtte til selveje¬køb - med systemskiftet ved Struenses fald.

I 1769 blev Det kgl. danske Landhusholdningsselskab stiftet, og den første folketælling afholdt i landet, - der var da 800.000 indbyggere.

I juni 1769 kom de 2 kongelige udsendinge, grev Gustav Holck og justitsråd Thygesen, til Møn for at forberede Øens salg. Stege og Borre skulle ikke sælges, men man anbe¬falede, at der blev oprettet 5 hovedgårde af de græsningskobler, som således igen blev frataget bønderne. Hvis gårdmændene købte en by samlet, skulle de sælge husene til de beboere, der ønskede at købe, og prisen skulle rentekammret bestemme. Grønsund færge¬gård frarådede man kongen at købe, "da den kun vil blive den kongelige Casse til Last." Salgsbetingelserne blev i øvrigt, at halvdelen af købesummen skulle betales på 2 termi¬ner, nemlig ll.juni og ll.december 1770 med 4% i rente, mens den anden halvdel skulle blive stående i ejendommene også til 4%`s rente. Desuden skulle der stilles kaution, og skøder først udstedes, når de 2 terminer var betalt.

Bønderne var - forståeligt nok - meget utrygge ved situationen; der var meget få, der havde penge, om nogen, og allerede i maj blev der indsendt en bønskrivelse til kongen på samtlige bønders vegne om at få lov til fortsat at være kongelige arvefæstebønder, eller hvis dette var umuligt, da at få hver by eller gård udbudt til en fast pris pr; td. hartkorn, således at man undgik at få nye godser eller herregårde.

I juli måned blev det meddelt, at auktionen ville blive afholdt den 19. og 20. septem¬ber, og samtidig blev Øen inddelt i godser. Man opmålte et stykke skov, skønnede der¬til et antal tdr. hartkorn fra de nærliggende landsbyer som basis for hoveri og kaldte det et gods, - en tønde hartkorn af en nogenlunde gennemsnitlig god jord svarer til ca. 10-12 tdr. land. På denne måde blev Møn inddelt i 5 godser, og de landsbyer, der ikke kom med, d.v.s. ikke kunne være indenfor denne ramme, skulle sælges separat som strø¬gods ligesom kirkerne, møllerne og småøerne. De 5 godser optog 2/3 af Øens hartkorn. Bøndernes stilling var meget vanskelig; der var ikke så mange, der kunne læse og skri¬ve eller forstå sig på juridiske problemer. Der gik rygter om, at hvis bønderne ikke

 

-3-

nu mødte op på auktionen og købte det, som de ville eje, ville de aldrig senere få chancen; det forlød også, at diverse øvrighedspersoner stod parat til at købe, og man turde derfor ikke henvende sig til dem om hjælp. Situationen havde udviklet sig til den værst tænkelige for bønderne.

Her dukker pludselig Hans Herman Barfoed op som den frelsende Møns engel, som han se¬nere blev kaldt. Han fortæller i nogle dagbogsblade fra 1770, hvilke motiver han hav¬de. Han var i juli 1769 på Falster, (hvor han var født i 1741) og hørte der om bøn¬dernes trængsler på Møn. Han var godt kendt med landbrugets vilkår og følte, at det var hans pligt både overfor kongen og bønderne at hjælpe dem til selveje og til at fin de kautionister, som de kunne stole på.

Barfoeds forudsætning var, at han i 11 år dels havde tjent på en kongelig amtstue og dels i det kongelige rentekammer i København med landbrug som speciale og derefter væ¬ret ansat som godsinspektør.

Han tog til Møn og fik et møde istand med 42 bønder fra hele øen, som gårdmand Christen Nielsen fra Tostenæs havde samlet, og med fuldmagt fra samtlige Øens bønder tog Bar¬foed den 5. septbr. til København med et brev til Christian VII om tilladelse til at købe hele Øen samlet under eet uden auktion til en pris af 72 rdl. pr.td. hartkorn ¬samme beløb som Falster blev solgt for i 1766 -. Enhver skulle overtage sin egen fæ¬stegård, man skulle kautionere for hinanden og administrere skove, huse, fiskeriret¬tigheder, hovedgårdstaxter m.V. i fællesskab under ledelse af en af bønderne valgt kyndig direktion. Ansøgningen var Barfoeds forsøg på, at alle Øens bønder kunne bli¬ve selvejere og således undgå oprettelse af herregårde med hoveripligtige fæstebønder. Kommissionen frarådede kongen at gå med til dette "selskabssalg", og auktionen ville derfor blive afholdt, - som meddelt i betingelserne fra 27. juli - den 19. og 20. september.

Auktionsbetingelserne bestod i 30 poster, som dels beskrev de 5 hovedgårde og dels al

le øvrige forhold : Ager/Eng Skov

I post 1. 2 "En Hoved-Gaard oprettes af Koplet NO.ll, saakaldt Major Wacherbarths eller Ritmester Plesses 2de Kopler og Koplet NO.12,saakaldet Oberst.Lieutant Krabbes 3de

Græs-Kopler .....................................

Grønved Skovs Vestre Part,saaledes som samme nu ved Skield-Grøft er betegnet

Er Frie Hoved-Gaards Taxt .

Dertil Bønder Gods:

Damme Bye .

Koxebye .

Vollerop .

B re d em a d……………………………………………….

Tostenes .

Aschebye .

Haarbølle .

Vindebech .

Denne Hoved-Gaard og dens Bønder-Gods bliver,ligesom den første Hoved-Gaard meldet er, baade under et og se¬parat opbuden.

Hartkorn

48-7-3 3-2-02

48-7-3 3-2-0-2

96-5-2 12-5-3 41-0-3 16-5-0 40-1-1 26-6-0

106-3-3 39-3-1

2 97/385

288/385 2 2/4

2 7/4

2

1 sk.3 f-I

-4-

Det separate gods, herunder:

Leerbech........................................... 12 tdr. 2skp.skov

De separate Kopier, Skove og Vænger, herunder:

Vindebech Slots Hauge No. 13 (intet areal o.a. opgivelse)

Færgekarls Vænge NO.19 " " "

Kirker og Tiender, herunder:

Phanefiord Kirke-Tiende

l post 2: Her nævnes, at der til koblerne er "indtagen deels noget af Bøndernes Matrikulerede Hart-Korn, deels ogsaa af de 4re Hoved-Skove, herunder Grønved Skov, for hvilket Hart-Korn, saavelsom for den Græsning, som adskillige Bønder ha¬ve haft paa disse Skove, der er af Elmelunde frie Hovedgaards Taxt, Brugerne er givet Afslag udi den nye Matriculs Ager og Eng. Og deraf følger, at de, der kiøbe berørte Skove ikke kan tilegne sig nogen Deel eller Rettighed udi disse Skove, der til Koplerne ere udlagt"

I post 4: "Af de 5 Hoved-Gaarde svarer Kiøberne aarlig udi Refusioner, saasom:

Af den 2den Hoved-Gaard:

Til Sogne-Præsten for Phanefiord Sogn i Stæden for Tiende 12 Rdl.

Til Phanefiord Kirke ligeleedes i Stæden for Tiende 12 Rdl.

Til Rector Scholæ i Kiøbenhavn i Stæden for Konge Tiende 12 Rdl."

I post 6: Det bestemmes, at alle køberne skal rette sig efter forordningen af 6.maj 1769 om hoveri og skal være forsynede med det befalede General-Reglement for hoveri, som skal tage sin begyndelse l. maj 1770.

I postI2:"Med Godset følger alle Søer,Damme,Aaer og Fiskerettigheder. Disse ere bort-forpagtede indtil 11.Decbr. d.Aa.,herunder Voleroppe Kobbels Damme med 3.5000 Carudser; til denne Forpagter er leveret Penge for 140 Stk. Karper

a 28 sk., hvilket er 40 rdl. 80 sk., og 270 Stk. Karpe-Yngel til ialt 8 rdl. 9 sk. - Saa modtager vedkommende Kiøbere ved Forpagtningens Udløb de forpagtede Fiskerier,Søer og Damme med Sluser og Postværker paa den Maade, som anført og befindes, item Leege- og Yngel-Karperne enten in Natura eller med den derfor anførte Penge-Priis. Men hvad den af disse forpagtede Fiske¬rier til 11.Decbr. dette Aar svarende Penge-Afgift angaaer, tilfalder samme den Kongelige Casse og er de Kiøbende uvedkommende."

"

I post 13 :Møllerne: "Ti l de paa Møen og Baagøe værende efterskrevne 4re Veyer-Møller, har Beboerne Bygnings- Eyendom baade til Møllehuusene og Møllerne, saa at de udi Jordebogen for disse Møller anførte Afgifter bliver ikkun een Grund¬Skat ved Kiøbet overdraget. Grundene til disse ere,som følger :

Tostenes Mølle: Dens Huus-Plads med Gaards og Hauge Rom saaledes som ind¬hegnet, Qvadrat Favne 368. Dens Mølle Bakke i øster og Vester 18

Favne,Sønder og Nør 20 Favne.

Koxebye Mølle: Dens Mølle Huus med Gaards og Hauge Rom, Fortog og Mølle Plads ialt i Sønder og Nør 35 Favne, i Øster og Vester 17 Favne."

I post 18:Med Skovene paa Landet tilkommer det de Kongelige Skovbetiente efter Em¬beds Pligt fremdeles at have ald nøyagtig Opsigt til ulovlig Skovhugst at forekomme, indtil saalænge Godset og Skovene de Kiøbende ere bleven overleveret. Og skulle nogen herefter foretage nogen ulovlig Skovhugst, bliver de derfor paa lovlig Maade at tiltale og straffe."

I post 23:"Da Møens Amt med underliggende 6 Øer i Følge Kongelig Allernaadigst Re¬solution dat.1ste Novbr.1760 kand tilkomme til Doctor og Apotecker Macke¬prang i Steege af det Hartkorn, Ager og Eng, der ved denne Auktion maatte blive erholdt, at betales aarlig a td.Hartkorn.2 sko samt ellers enhver Huusmand eller Indsidder efter Formue og Omstændigheder fra 2 til 6 sk., imod at han som Medicus betiener Amtets og Øernes Beboere og dertil med fornødne og forsvarlige Medicamenter forsyne dem, som med vedkommende Præsters Attester beviiser deres Uformuenhed til samme at betale,men de andre imod billig Betaling. Saa bliver saadant Kiøberne bekiendtgiort."

-5-

1 post 25:"Her handler det om vedligeholdelsen af broen over Støvvasen til Stege med 40 fag rækværk og en vindebro samt om vasen mellem Tjørnemarke og Koster. Købstaden har vedligeholdelsen af vindebroen samt 1/3 af rækværksbroen,mens landet har betalt 2/3 af udgifterne for rækværksbroen og alle udgifter for Støvvasen og Kostervasen, og således skal det forblive i forhold til det hartkorn Ager og Eng, der maatte blive solgt.

post 26:"1 de Byer, som under eet ved Auctionen maatte blive Gaardmændene tilslagen, skal Gaardmændene overlade Huusmændene sig selv til Kiøbs imod saadan Beta¬ling, som efter Rente Cammerets Foranstaltning maatte blive fastsat efter ethvert Huuses Beskaffenhed, og hvilken Betaling skal komme Gaardmændene til¬gode udi den for Byen ved Auction pr. Td. Hartkorn bydende Kiøbe Summa."

1 post 27:"Stavnsbaand og Militærtjeneste; Mandskabet overalt paa Godset skal følge

og tilhøre det Gods, hvor de ere fødte. Alt det, som Land-Soldater nu staaende Mandskab skal uagtet Føde-Stæd, forblive i de Lægge,hvortil de nu ere inddeelte. Dog, i Fald deres Føde-Stæds Eyere skulle finde for got no¬gen deraf at udløse, skal det staa ham frit imod at levere en anden Karl.Og naar saadan Karl har udtient sine Aar, gaaer han tilbage til sit Fødestæd, og ikke Føde-Stæds Eyeren, men Lægget, som denne Karl forlader, bliver plig¬tig Lægget igjen at besætte.

2.Ligesom alle Fæstere med havende Børn, uagtet de paa et andet Stæd paa God- set kand have boet og der avlet nogle af Børnene, følger det Gods, hvor de nu ere Fæstere, saa maae en Land-Soldat, der tillige maatte besidde Fæste¬huus,hverken ved at indløses fra Soldat eller paa anden Maade kaldes tilba¬ge til FØdestædet, men uagtet Føde-Stæd, skal han og Børn følge det Gods, hvorpaa han er Fæster.

3.Ligesom Mandskabet paa de Jordløse Huuse, der under eet med en By sælges, følger Byens Hartkorn, saa følger og Mandskabet paa de Jordløse Huuse,der separat maatte blive solgte, den Byes Hartkorn, hvorudi Huusene ligge.

4.Af Godset er for Aarene 1768 og 1769 i Følge Forrdningen dat.21.August 1767 afgiven til de gevorbene Regimenter efterskrevne Karle, nemlig:

Til Hans Kongelige Høyhed Printz Friderichs Regiment:

Anders Jørgensen, fød i Damme,

hvilken Karl, naar han igjen i Følge Forordningen afleveres, tilhøre det Gods, hvorpaa han er føde

Til Det Norske Liv-Regiment:

Henyich Thoersen, som er Fæste Huusmand paa det i Jordebogen anførte 1ste Huus i Damme, og naar han fra Regimentet afleveres, følger Bye Hartkornet."

I post 28:"De Bønder, som ved denne Auction tilkiøbe sig deres egne i Fæste havende Gaarde, skal tilligemed deres Efterkommere eller følgende Eyere, ligesom det andre Selveyere ved Forordning af 13de May 1769 er bevilget, ikke betale me¬re udi Consumption og Folkeskat end en Fæste Bonde, nemlig 8 sk.pr. tønde Hartkorn, og derimod alligevel blive berettiget at oppebære Folke Skatten

af deres Tieneste Folk."

I post 30:"Hvad videre Conditioner til foranførte Godses Bortsælgeise endnu maatte bli¬ve fornøden, skal paa Auctions-Stædet de Kiøbende vorde bekiendtgiort."

Rente-Cammeret, den 27de Julii Anno 1769

Under Cammer-Collegii Segl,

L. E.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tirsdag den 19.september oprandt, - det må have været en yderst belastende tid for bøn¬derne, som ikke havde fået ret lang tid til at løse problemerne.

Bønderne i Fanefjord sogn holdt sammen og blev højstbydende med 42.750 rdl. for hoved¬gaard nr. 2. med tilhørende bøndergods incl. koblerne og Vindebæk slotshave. Grønsund færgegård og Færgekarlsvængetblev købt af forpagteren Hemming Carstensen for 1.000 rdl

-6-

Tostenæs mølles grundskat blev solgt til beboeren for 40 rdl. og Koxebye mølles ligeså for 66 rdl. 64 sk. - Fanefjord kirketiende blev solgt til generalkvarterme-

ster Fleicher for 5.500 rdl,,- den samme, som købte Nygård med tilhørende bønder¬gods. Han købte også Lerbæk for 1274 rdl.

Såsnart hammerslaget var faldet, fik bønderne at vide, at de skulle stille kaution inden 24 timer, ellers ville auktionen gå om; - der var pengestærke folk tilstede, som ønskede, at dette skulle ske, men så kom Hans Herman Barfoed til hjælp. Han fik fat på den kgl.overformynder Ditlev Staal i Stubbekøbing, som kautionerede de før¬ste 24 timer. Derefter fandt Barfoed andre kautionister, men da det var et stort be¬løb at hæfte for, blev der forlangt l td. rug pr. td. hartkorn fra hver gård som sikkerhed af de følgende kautionister; det var en alt for dyr og uholdbar situation, på den måde ville bønderne ikke være istand til at betale afdrag på købesummen til juni termin 1770.

I tiden efter salget opstod der en del uro og utilfredshed mellem bønderne, og den kgl. kommission var ikke i tvivl om, at det var Barfoeds skyld. Der blev derfor an¬lagt sag mod ham, men bønderne, som blev indkaldt til forhør, forsvarede ham og meddelte, at han "havde manet til skikkelighed"; købet var deres eget ansvar, og Barfoed hav de kun hjulpet nem med praktiske sager.

Den nye præst i Fanefjord sogn A.S. Fibiger og gårdmand Christen Nielsen, Tostenæs, havde samtidig arbejdet for at få godkendt købet af gods nr. 2 uden flere kautioni¬ster, og det lykkedes endelig at få kongens godkendelse af auktionen i oktober.

DE FØRSTE ÅR.

Gods nr. 2 bestod af 8 byer, en hovedgårdstaxt med græskobler og en del af Grønved skov, nu kaldet Fanefjord skov, og var det næststørste af de 5 godser, kun overgået af gods nr. 4. Det bestod af bøndergods ager/eng på 380 td., 2 alb. med skov 3 fjk., l alb samt fri hovdgårdstaxt ager/eng 48 td., 7 skp., 3 fjk. med skov 3 td., 2 skp., 2 1/2 alb fordelt på 80 selvejergårde og 136 fæstehuse.

Kort efter auktionen udnævnte rentekammeret en forvalter for godset, Peter Schou, som også fungerede som godsets prokurator, når der var sammenstød med den besværlige na¬bo, Magnus Beringschiold, som nu boede på Nygård. Vanskelighederne med at skaffe den kontante del af købesummen var meget stor for godsets bønder, som for de øvrige på Møn. Man ansøgte derfor rentekammeret om en passende "formynder" og juridisk kyndig per¬son, som dels ville skaffe godset et prioritetslån, så man kunne betale den halve købesum snarest og dels ville håndhæve godsets rettigheder.

Følgende kontrakt blev indgået med overkrigskommissær Bøtcher, København:

"Jeg, underskrevne A.S.Fibiger tilligemed samtlige Beboere paa Gods Nr.2 har med fri Vilje og velberaad Hu samt i Betragtning af, at Ingen af os forstaar at administrere det af os købte Gods og derfor ikke kan forvente, at Godsets Rettigheder kan blive haandhævet. Heller ikke forstaar vi at faa Skifter og Børns Midler administreret, medmindre den alene overdrages Direktion og Overinspektion, og at han er forsynet med saadan Magt og Myndighed, at hvad han til Godsets Drift ordinerer og foranstal-

-7-

ter i alle Maader skal pareres uden nogen Vægring. Efter alt nøje er overvejet har vi eenstemmigt vedtaget, at der antages en landvæsenskyndig Mand og er alle enige om at vælge hans kongelige Majestæts Overkrigskommissær,Vedædle og Velbyrdige Hr. Bøtcher, København, der har erklæret sig rede dertil efter vores til ham sendte skriftlige Begiering af 11.Novbr. 1769 og ofte gentagne Anmodninger. Og for at der ikke skal ske Misforstaaelser til Skade for Godset, erklærer vi os og vore Efterkommere - een for alle og alle for een - at dermed skal forholdes saa¬ledes :

1.

Endskønt vi, naar Købesummen er betalt, er Ejere af Godset, saa skal Bøtcher an¬sees, agtes og æres som Husbond og Herre, og vi vil til egen Fordeel adlyde ham.

2.

/

Da Købesummen skal være at betale til 11.Decbr. 1770, overdrages Bøtcher Fuldmagt til at betinge sig Prioritet i Godset og derfor at udstede en Panteobligation. Han

skal besørge Renter opkrævet og betalt i rette Tiid og forestaa Udvisning i vore Akove til vort nødvendige Behov og føre Skifteforretningerne og antage de Betiente, som ere nødvendige for Godsets Drift.

3.

Som Betaling til en Overforvalter giver vi en aarlig Løn paa 320 rdl. samt fri Græs¬ning til 2 Heste og 2 Køer samt 8 Læs Brænde, som Godsets Bønder hjemskover til

ham. Han skal have fri Befordring, naar han rejser i Godsets Ærinde. Han er for¬pligtettil i rette Tiid at opkræve alle Renter og Afgivter og til at sørge for, at alle Renter og Afgivter betales rettidigt.

Han skal sørge for, at Godset altid bliver besat med duelige Beboere, at Godsets Mandskab bliver paa Godset, at holde Fæsteprotokol og Afregningsbog i Orden. Han skal sørge for, at Gaarde og Huuse bliver holdt i forsvarlig Stand, han skal bi¬vaane den aarlige Udviisning i Skoven og sammen med Bøtcher sørge for alt,hvad der ellers paahviler Godsejere og Forvaltere i Almindelighed. Naar noget af Godsets Mandskab skal afleveres til Landsoldater, skal det skee uden Persons Anseelse ef¬ter,efter, Lodtrækning mellem de unge Karle. Godsets Formænd skal vise Forvalteren Lydighed. De, der forseer sig derimod, straffes 1ste Gang med en Bøde paa l rdl. til Sognets Fattige, sker det oftere betales det dobbelte.

4.

Til Forvalter er antagen Peter Schou fra ll. Decbr. 1769, der bliver i Embedet,til Godset er betalt, om Godset ellers ikke imidlertid bliver solgt til andre,

5.

Bøtcher og Forvalteren har Eneret paa at udvise det nødvendige Træ i vore Skove. Hvis nogen af os foretager Skovhugst, som ikke er udlov udvist, skal den skyldige straffes som for almindelig Skovhugst.

6.

Af Godsets Købesum er betalt 2.000 rdl., vi betaler ogsaa selv 2.000 rdl. pr.11. Juni Termin 1770 og 2.000 rdl. pr. 11.decbr. 1770. De 15.000 rdl., vi derudover skylder, har Bøtcher lovet at skaffe os til laans mod Prioritet i Godset, som skal staa uden Opsigelse i 8 Aar.

Vollerup, den 20.April 1770 Bøtcher.

A.S. Fibiger paa egne og Godsets Vegne efter Fuldmagt. For saavidt mig angaar, accepteres Indholdet.

P. Schou.

Kontrakten minder om enhandfæstning - jfr. § l - og Viser tydeligt, hvor svært det var for bønderne at betale afdrag og at fa administrationen til at fungere. Den sid-

-8-

ste sætning i § 4 tyder også på en manglende tro paa at kunne beholde godset.

Det viste sig snart, at det var umuligt for bønderne at betale de aftalte terminer; man bad derfor rentekammeret om en lempeligere betalingsordning. Den fik man, - re¬sten af den halvekøbesum kunne herefter afdrages med 1.000 rdl. om året, men til gen¬gæld skulle godset lægges ind under generallandvæsenskommissionens administration, og det blev en betingelse, at alle godsets byer snarest skulle udskiftes.

I rigsarkivet findes et par breve f.t. 1769-1773 underskrevet af de samme 4 gårdmænd, som må antages at være den første ledergruppe af godset, nemlig Hans Jochumsen, Vindebæk Rasmus Andersen, Koxeby, Jørgen Larsen, Askeby og Christen Nielsen, Tostenæs. Af brevene fremgår det, at bønderne intet havde imod at være underlagt administration, når de til gengæld blev behandlet som selvejere, beholdt hovedgårdstaxten, skovens græsning og husafgifterne og blev fri for hoveri. Det kan se ud til, at bønderne fortrød kontrak¬ten fra 1770 med Bøtcher; samarbejdet med ham gik ikke særlig godt, han stævnede godset for en veksel på 2.900 rdl.; godset tabte sagen, men Bøtcher fortsatte dog som overadmi- nistrator, indtil bønderne fik betalt den halve købesum.

I marts 1771 blev der udarbejdet en liste over, hvor meget hver enkelt bonde havde

indbetalt på købesummen; beløbene lå fra O - 200 rdl., 85% havde betalt fra 20 - 60 rdl. -Christen Nielsen og Hans Jochumsen havde betalt mest, nemlig 200 rdl. og 125 rdl.

Den nye overenskomst blev indgået 3. maj 1771, og Hans Herman Barfoed blev udnævnt til godsets forvalter i stedet for Peter Schou, som var fratrådt nogle måneder før; bønderne havde været meget utilfredse med ham, han anlagde en masse retssager på deres vegne, og til sidst underskrev de alle et dokument, hvori de fralagde sig ethvert ansvar for hans fremfærd. Barfoed blev samtidig forvalter for gods nr. 3, Tøvelde og Bissinge.-

I efteråret 1771 fik Hårbølle tinglæst udskiftningsvedtægter, derefter Vindebæk, Volle¬rup og Koxeby; - bønderne foretog selv udskiftningerne, som ikke blev særlig gode. Der var mange klager, og i Hårbølle forlangte man ny udskiftning i 1783, mens udskiftningen i Vollerup gik om flere gange. Det kom i 1773 til en retssag, om hvem, der havde ret til at høste hvor, og både der og i Koxeby endte det med, at de nye skeldiger blev revet ned, og bønderne gik tilbage til fællesskabet endnu i mange år. De andre byer på god¬set begyndte ikke at udskifte; de gik igang med at dyrke kløver og kartofler i perioden 1771-1778. I Dame, der bestod af 20 gårde, udflyttede man i 1774 nogle gårde til det område, som siden hedder Lille Dame. I maj 1776 kom der en forordning, som gav regler for amtmændenes, landvæsenskommissærernes og landmåleres ansvars- og arbejdsområder i forbindelse med udskiftning og de mange konflikter, der kunne opstå, når udskiftningen af landsbyer rundt om i landet begyndte.

Godsets administration under Barfoed er kendt fra en vedtægt oprettet i 1777. Landsby¬lovene har deres oprindelse langt tilbage i tiden i de gamle bylove, som blev vedtaget af bymændene og læst på tinge. De drejer sig især om landsbystyret og markfællesska¬bet, og af praktiske grunde begyndte man at nedskrive dem sidst i 1600-tallet. De tid¬ligste vedtægter får man bedst kendskab til, når de nævnes i justitsprotokoller ved

-9-

retssager, - og det gælder også her.

I vedtægten af 1777 blev det fastslået, at godset skulle anses for et samlet gods, hvor ingen havde råderet over enkeltdele, og hvor lodsejerne i fællesskab havde de samme husbondrettigheder som godsejere iøvrigt. Alle indkomster skulle betales til en fælles kasse og derefter fordeles. Skoven og husene var fælles ejendom. Træ skulle udvises af forvalter og formænd, og gårde og huse måtte heller ikke sælges uden deres samtykke. Godsets beboere skulle have førsteret til gårdkøb, mens folk udefra skulle have fripas, - d.v.s. et betalt bevis på, at man var fri for forpligtelser indenfor militæret, - man skulle bo på gården og selv drive den. Denne vedtægt skulle gælde, indtil den halve købesum var betalt, og alle godsets formænd havde underskrevet den.

Retssagen, som bevirkede, at man blev bekendt med vedtægten, drejede sig pm problemer omkring Rasmus Christensen Naur, som ejede gård nr. 13 i Dame. Godset anlagde i 1770 sag mod ham p.gr. af skatterestance og manglende afdrag på godskøbesummen; derfor solgte Naur sin gård til en tjener hos Beringschiold, Mikkel Gram, men han overtog den aldrig, - Naur fik gården igen mod at betale sin gæld. 7 år senere forsøgte han at få sin handel med Gram effektueret, men iflg. de gældende regler måtte han ikke sæl¬ge til ”folk udefra”, og derfor anlagde godset sag mod ham og fik vedtægten tinglyst. Sagen blev aldrig pådømt, men i decbr. 1777 blev gården solgt til Barfoed, som ville benytte den til forvalterbolig. I 1777 fandt der 3 andre gårdsalg sted på godset, og det var stadig ledergruppen fra 1769, som underskrev kontrakterne sammen med Barfoed.

I november 1787 døde Hans Herman Barfoed desværre - kun 46 år gammel. Rentekammeret forlangte en ny forvalter ansat og valgte Jesper Baagøe.

Det var i de senere år blevet bedre tider for landbruget, og det lykkedes derfor god¬set at betale det sidste afdrag på den halve kongelige købesum i 1789, således at der den 24. november 1790 blev udstedt et kongeligt samlet skøde på godset.

14 dage efter sagde godsets formænd forvalter Jesper Baagøe op til fraflytning af for-valterboligen den 11. juni 1791, men det undlod han og skulle derefter sættes ud af fogden. Godsets interessenter var delt i 2 hold - for og imod Baagøe - og i novbr. 1791 oprettede Baagøes 43 tilhængere, som kom fra alle bylagene,d.v.s. på tværs af dem, en ”Forenings-Contract”, som gik ud på,at det var nødvendigt at opretholde forvalterembedet, selvom godset nu var selvstændigt. Man mente, at formændene som bøn¬der kunne mangle den nødvendige indsigt i godsdrift med alle de forhold, dette medfør¬te, men at forvalteren naturligvis ikke måtte træffe beslutninger, der stred mod fler¬tallet. Desuden skulle alle private uenigheder mellem gårdmændene fremlægges for for¬valter og formænd, inden man evt. gik til retten; ligeledes skulle der hvert år ved Sct. Hans fremlægges regnskab for de fælles indtægter.

l 1792 begyndte Baagøe at opkøbe gårde, bl.a. i Svendsmarke; det gjorde ham endnu mere upopulær hos modpartiet, flertallet for og imod ham skiftede flere gange. Det oprin¬delige sagsanlæg i 1791 voksede i løbet af 2 år til 12 forskellige retssager, og sådan bølgede striden frem og tilbage. I foråret 1793 solgte godset forvalterboligen i Dame

-10-

med et flertal på een til Hendrik Larsen fra Sømarke, og endelig i november 1795 faldt der dom i sagen om Jesper Baagøes opsigelse fra 1790. Den blev kendt lovlig, fordi den i sin tid var underskrevet af et flertal af godsets formænd.

Dette var denne periodes alvorligste strid på gods nr. 2. Bønderne havde ikke selv valgt Baagøe som forvalter, og den største anstødssten mod ham var, at han ville sø¬ge individuelle skøder til dem, men det ville man ikke have. Godset skulle være en en¬hed og bestyres i fællesskab, men kun af dets egne beboere.

UDSKIFTNINGEN.

I 1781 var loven om "Jord-Fælledsskabets Ophævelse" kommet; den var grundlag for de næste års udskiftninger, og da "Den kgl. Creditkasse" blev oprettet 1786 blev der mu¬lighed for at låne penge til udgifterne ved udskiftning og udflytning. Det var dyrt, en udflytning kostede ca. 60-100 rdl., og udskiftningsomkostningerne for en landsby kunne nemt løbe op til 500 rdl. - Det var ikke en lov, der bestemte, at der skulle ske udskiftning, men gav de regler, der skulle følges, når man ville udskifte. Omkring århundredskiftet begyndte man for alvor på byernes udskiftning, og det med¬førte atter problemer med påfølgende retssager.

Da Dame by i 1798 begyndte udskiftning, havde skoleholderen i mange år haft ret til at græsse 2 køer og 6 får blandt bønderkvæget i de byer, der hørte til distriktet, ¬nu faldt den ret væk. Han fik derfor tildelt en lod af landvæsenskommissionen, ikke som ejer, men som bruger, men de 11 gårdejere, der måtte afgive jordstykker, var ikke

tilfredse og ændrede afgørelsen på egen hånd. Sagen kom for retten, da resten af byen blev udskiftet 1803, idet sognepræsten klagede til ministeriet over lodsejernes selv¬tægt. Et andet, men vandlidende jordstykke bag skolen - matr.nr. 1c og 1d - blev ud¬lagt til skolejord, dog mod skoleholder Rydahs protest. Lodsejerne fik for afsavn af deres jord 12 tdr. byg årligt efter kapitelstakst af de andre gårdmænd i skoledistrik¬tet, og så var der ro om sagen i de næste 100 år.

Men i 1901 blev den taget op igen, fordi Dame skolejord ikke mere blev brugt efter hen¬sigten, og Fanefjord kommune derfor havde lejet den ud til urmager Hansen i Dame for 100 kr. og 25 læs god staldgødning årligt. - De 17 daværende gårdmænd mente, at jorden igen måtte være deres og forlangte jorden tilbageleveret, som de mente var sket med de andre skolejorde i sognet.

Sagen kom for Møns herredsret i 1902, hvor Fanefjord kommune blev frifundet med følgen¬de begrundelser: At lodden ikke var skyldsat under den gamle matrikel, at skoledistrik¬tet og senere Fanefjord kommune har betalt skatter siden nye matrikel i 1845, at alle udgifter vedr. skolevæsenet efter landkommunalloven i 1867 overgik til kommunen, og dermed også det vederlag på 12 tdr. byg, som gårdmændene i Dame fik som afsavn for jor¬den. - Med hensyn til jorden fra sognets andre skoler var forholdet det, at sognerådet i 1879 havde købt Frederik IVs gamle rytterskole fra 1727 i Hårbølle og solgt jorden til gårdmændene. Askeby skole var i 1861 solgt til Askeby gårdmænd for 350 rdl.,hvor-

-11-

på de 3 mdr. senere solgte ejendommen (nuv. Fanefjordgade 45) til "Bymand Jesper Hansen" for 2000 rdl. Dame gårdmænd mente, at det drejede sig om matr.nr. l a – b- ¬c- og d, men det var heller ikke korrekt, idet matr.nr. l a og b er den flade, hvorpå Frederik IV længe før salget i 1769 lod skolen opføre. - Forøvrigt blev Dame skole¬lod 5 år senere solgt på auktion til husmand H.P. Nielsen Skov for 3.660 kr.

Udover udskiftningen af Dame by i 1803 udskiftedes også Tostenæs samme år, mens Koxe¬by, Vollerup og Askeby først var endelig udskiftede i 1814. Hårbølle og Vindebæk var, som bekendt, de første i sognet, der blev udskiftet, mens Barfoed var forvalter.

Gods nr. 2 bestod nu af Dame by med 96 tdr. ager/eng, 5 skpr., 2 fjk. med 20 gård¬mænd og 23 jordløse huse, Koxeby og Vollerup med 41 tdr., 3 fjk. 288/285 alb. med

13 gårdmænd, sognepræsten og 15 jordløse huse, Tostenæs med 40 tdr., l skp., l fjk. med 10 gårdmænd og 4 jordløse husmænd, Askeby med 26 tdr.,6 skp., 2 alb. 7 gårdmænd og 10 jordløse husmænd, Bredemad med 16 tdr., 5 skp., 2 2 2/9 alb., med 4 gårdmænd

og 6 jordløse husmænd, Vindebæk med 39 tdr., 3 skp., l fjk.,l alb samt l alb. skov med 9 gårdmænd og 8 jordløse husmænd og den største by Hårbølle med 106 tdr., 3 skp., 3 fjk., 20 gårdmænd og 15 jordløse husmænd, d.v.s. 83 gårde.

Man delte jorden, d.v.s. 380 tønder, 2 alb. og skov 3 fjk. 2 alb. i 80 gårde, som var nogenlunde lige store. Præstegårdens jord gik fra, og man flyttede 2 gårde ud på Hovmarken; - så var der 80 gårde tilbage, som man delte i 4 roder. 20 gårde ud¬gjorde een rode, og hver gård fik sit nummer; af disse 4 roder valgte man en gods¬bestyrelse på 12 mand, 3 mand fra hver rode. Man gik retfærdigt til værks, fulgte gårdenes nummerering, og hver mand sad på skift i 3 år. Formanden blev valgt mel¬lem de 4 mænd fra det sidste år.

Fanefjord skov på ca. 430 td. land, og hovedgårdsjorden - de gamle kobler - skulle og¬så deles i 80 parter. Koblerne målte man op i 6 tdr. land; så hver gård fik sin del ¬en kobbelpart - af denne tunge lerjord, som man dengang anså for at være meget dårlig jord, som krævede masser af gødning. Den var tiendefri.

Skoven skulle også deles; det ville man gøre på samme måde, men pastor Fibiger pro¬testerede. Han ville også have sin andel af skoven og fik derfor samme anpart som en gård, nemlig 5-6 tdr. i den del af skoven, der hedder Peberhaven. Resten af sko¬ven blev delt i 80 dele, som man delte i 4 roder svarende til gårdenes roder. Der blev kastet jordvolde mellem dem og sat risgærder ovenpå, således at hver rode kunne have sit område i skoven, hvor grisene kunne gå på olden. Det var ikke noget bestemt stykke af skoven en gård fik, men 1/80 af skovens udbytte.

Indtægterne fra præstens Peberhave blev siden ændret til en form for enkepension for præsteenker for at undgå, at de unge præster blev nødt til at gifte sig med en præsteenke og forsørge hende for at få et embede. - Ordningen eksisterer stadig i Fanefjord sogn.

Godsbestyrelsen på 12 mand var den myndighed, der skulle føre gods nr. 2 og dermed

-12-

Fanefjord sogn videre ind i 1800-tallet. Da udskiftningen i 1790erne og fremover var i fuld gang, var det vigtigt at finde ud af, hvordan levevilkårene på landet skulle være efter udskiftningen, og der kom derfor i de følgende år en del love og forordninger. I 1791 kom forordningen om sognefogder; - hver landsby havde altid haft en oldermand som garant for lov og orden, men nu skulle der udpeges en foged for hele sognet: "En duelig mand af bondestand", som skulle være amtmandens forlæn¬gede arm. I Fanefjord var den første sognefoged Peder Hansen fra Dame, og i 1807 var det Lars Rasmussen. l 1794 kom hegnsloven om hegn og fred; der blev valgt 4-8 mand i sognet til hegnsmænd, idet alle hegn skulle synes hvert år. Loven gik imod gammel sædvane, som var "at opgive Ævred" efter høst og lade kreaturer løbe frit over alle marker, hvor der ikke dyrkedes korn. I 1799 kom en ny hoveriforordning, som blev aktuel for gods nr. 2 på grund af det store antal fæstehuse i sognet. I 1803 kom en omordning af fattigvæsenet; der indførtes fattigskat og fattighuse, og der blev oprettet en fattigkommission i hvert sogn, hvori 3-4 gårdmænd havde sæde med sognepræsten som formand.

Der var nok at tage fat på for godsbestyrelsen, som også var arbejdsgiver for de husmænd og daglejere, som boede i de 81 huse, som tilhørte godset. Der var masser af regnskaber, skatter af mange slags skulle opkræves og indsendes til amtstuen, fæ¬stebreve og fæsteafgifter skulle der holdes styr på, kongetiende skulle opkræves, be¬tales og indsendes til København, kirkejeren skulle have sin refusion på 12 rdl., renterne af restkøbesummen af godset betales, og der var også skovens drift og regn¬skab. Det var ikke mærkeligt, at der opstod mange problemer både byer og gårdmænd imellem om tørveskæring, hovedgårdstaxten, skolejorden og retten til Vindebæk slots¬have.

Man bliver fy1dt med beundring for de skiftende godsbestyrelser, når man ser, hvor ud¬førligt og redeligt de har arbejdet med disse mange regnskaber og problemer, og hvor udmærket de har håndteret det hele.

Der kom i 1788 en bestemmelse om, at det fra dette år - hvor stavnsbåndet blev ophæ¬vet - ville være "fornødent for en Gaardmand at kunde læse Alt, hvad der forelægges ham, skrive en læselig Haand og regne de fire Regnearter", - og det ser ud til, at det kunne gårdmændene på gods nr. 2.

FREDSKOVSFORORDNINGEN.

I 1805 kom fredskovsforordningen, der påbød, at alle landets skove skulle udskiftes, således at hver skovejer fik sit eget distrikt. Ideen var udmærket, - man ville be¬skytte opvæksten, som tog skade af kvæggræsning i skoven. Den første skovforordning kom allerede i 1670; dengang gik der alene i de nordsjællandske skove ca.20.000 stk. græssende kvæg, så det var meget vanskeligt at få ny skov til at gro op. Forordningen bestemte derfor, at man ikke måtte styne eg og bøg - ikke fælde træer fra 12. marts til 12. septbr., og der var flere andre regler, som bare ikke blev overholdt.

 

-13-

Siden var der med års mellemrum kommet nye forordninger, men først i 1805 lykkedes

det at få virkelig skovfredning gennemført for hele landet. - Den var nu uigennem¬førlig for Fanefjord skov, som ville blive ødelagt, hvis den skulle opdeles i ligeså mange skovparter, som der var ejere. Loven blev derfor ikke efterkommet af gods nr. 2 - eller af Bogø skovejere -; man ville selv foretage udvisning, bestemme nyplant¬ninger og iøvrigt drive skoven i fællesskab, som man hele tiden havde gjort. Rente¬kammeret blev derfor ansøgt om dispensation fra forordningens krav. Dette medførte ¬med lange mellemrum - en del brevvekslen, og endelig i oktober l835 frafaldt rente¬kammeret kravet om udskiftning for begge skove. Til gengæld skulle skovene for frem tiden underkastes et forstligt tilsyn af en af statens skovridere; dette skulle godset betale, og den første tilsynsførende blev forstråd Muller fra Petersværft. Imidlertid gav forordningen stødet til en lang retssag mellem Vindebæk gårdmænd og det øvrige gods vedr.Slotshaven. Den ligger på Vindebæk grund og tilhørte Vindebæk by ale¬ne; den var større end idag og stødte op til Grønved skov, som tilhørte hele godset. Selvom godset ikke kunne gå med til at opdele skoven i ejerdele, var formandskabet naturligvis godt klar over, hvor vigtigt det var at få skoven fredet og sikret, - og så begyndte uenigheden mellem de Vindebække mænd og godsets formandskab.

RETSSAGEN MELLEM GODS NR. 2 OG VINDEBÆK GARDMÆND.

Vindebæk mente, at Slotshaven udelukkende tilhørte dem iflg. jordebogen fra august 1769 og skødet 1790, mens de øvrige interessenter mente, at hele godset tilhørte alle - een for alle og alle for een - som det stod i vedtægterne fra 1770 og 1777.

Godset havde åbenbart i flere år udvist skov i Slotshaven til alle godsets beboere, og efter Vindebækkernes mening undladt at give dem deres andel i de øvrige byers tørveskær som vederlag for den skovhugst, som Vindebækkerne mente var deres. Desuden mente Vindebækkerne, at Askeby-, Dame- og Tostenæsgårdmænd skar flere tørv end de lovligt udviste og solgte dem uden tilladelse. De havde derfor i 1805 klaget til forligskommissionen, men der kom intet forlig istand, - og så begyndte sagen at rul¬le. Herredsfoged Dorph tog i maj l806 rundt til byerne i sognet for at forkynde et forbud mod udvisning og tørveskæring på Vindebækkernes opfordring, før sagen blev prøvet ved domstolen.

Prokurator Hansen, Stege mødte på Vindebække mænds vegne og prokurator Foss fra Fal¬ster på formandskabets vegne. Der blev holdt flere lange retsmøder og afsagt dom i Møns herredsret den 8. decbr. 1806,som gik ud på, at " Vindebæk Bymænd bør være be¬rettigede til fri Brug og Benyttelse af deres matriculerede Hartkorn i Slotshaven

og til at benytte den frit uden Udviisning samt frede og opelske Avl, som de vilde. Med Hensyn til Tørveskiæring i Byerne skal hver By og hver Mand kendes berettiget dertil".

Prokurator Foss var på formandskabets vegne højst utilfreds med dommen og ankede den til Overretten, hvorfra den siden blev anket til Højesteret.- Et bevaret bilag herfra med mange vidneudsagn er "Udskrivt af Tingsvidne Acten i Februar og April 1810"

vedr. skovhugst i Slotshaven uden udvisning.

 

 

 

 

-14-

Højesteretsdommen kendes kun fra mundtlig overlevering og fra en højesteretsdom

fra 1850 mellem de samme parter om 4 rbd. og 8 skilling. - Den lyder egentlig salo¬monisk, men var det ikke i praksis. Den gik ud på, at Slotshavens underskov med græs og stød gik til Vindebæk gårdmænd, mens det samlede gods fik tilkendt oversko¬ven. Onde tunger fortæller derfor, at efter den tid blev der ikke hugget ret meget af overskoven, fordi stødene ville komme til at tilhøre Vindebækkerne, som til gen¬gæld sørgede for at fælde de opvoksende træer, så der ikke rigtig blev nogen over¬skov !!

I 1835 takkede 7 af godsets formænd for rentekammerets tidligere nævnte dispensa¬tion vedr. godsets fredskov, herunder Vindebæk Slotshave, - og det fremgår tydeligt, at der ikke er nogen udsigt til enighed med Vindebæk gårdmænd. Forstråd Müller var netop begyndt som tilsynsførende, og man har antaget en ung pålidelig skovfoged ved navn Anders Hansen.

Endelig - i 1842 blev der afsagt en "Eragtning" vedr. udskiftning af Slotshaven, som blev fremkaldt ved ordre fra rentekammeret sommeren 1841. Udskiftningskortet forelig¬ger desværre ikke. Afdrivningen skal ske i løbet af 5 år, ikke ved rydning, men ved borthugning, og stødene tilhøre Vindebækkerne efter disse 5 år. Desuden skal Vinde¬bæk by "nyde en aarlig Godtgjørelse af det hele Gods for den Deel af Underskoven,

som findes i den fredede Strækning, hvilken Godtgjørelse bliver at bestemme til et aarligt Pengebeløb og ansættes af gode Mænd".

Der skal også anlægges et fredsskovhegn, som skal føres så langt ud i stranden, at "ingen Ufred kan finde Sted. " Alle lodsejere erklærede sig tilfredse, og landindpsk¬tør Henckel kunne fremsende sin regning på 114 rbd. og 8 skilling. - Ved denne ud¬skiftning blev skovstykket mellem Grønved skov, nu Fanefjord skov, og den nuværende Slotshave gjort til agerland, og hver gård i Vindebæk fik sin del - Slotshaveparten. Den godtgørelse, som Vindebæk gårdmænd skulle have for afsavn af hugsten for den fredede del af underskoven, blev ansat til 15 rbd., men man betalte stadig 4 rbd. og 8 sko i græsgangspenge fra tiden, da Slotshaven hørte til Elmelunde slot, og dette beløb fratrak formandskabet nu de 15 rbd., således at udbetalingen blev på 10 rbd.

5 mark og 8 sko

Dette fandt Vindebække gårdmænd sig ikke i, og derfor afsagde Møns herredsret i 1848 en dom gående ud på, at de skulle tilkendes disse 4 rbd. og 8 sko imod, at selvsamme beløb blev fradraget de 15 rbd. Slutresultatet blev dermed det samme, nemlig 10 rbd. 5 mark og 8 sk., men princippet blev bevaret. Begrundelsen var, at græsningen efter købet 1769 tilhørte godset i fællesskab, hvorfor Vindebækmænd skulle betale for græs¬ningen, men efter udskiftningen skulle afgiften bortfalde, fordi bymændene nu havde fået en slotshavepart.

Vindebæk gårdmænd mente dog stadig, at der var gjort dem uret, og de ankede derfor sagen til Højesteret, som i april 1850 stadfæstede den mønske dom og pålagde dem at betale 12 rbd. til de indstævnede godsformænd i sagsomkostninger. - Deres sagfører, prokurator Christensen, blev desuden idømt en bøde på 10 rbd. til Københavns fattig-

-15-

kasse, fordi han flere gange havde forlangt sagen udsat uden dog, som lovet, at fremkomme med nye oplysninger.

Dommen fra 1850 står stadig ved magt. Der er hvert år i godsets regnskab en post, der hedder: "Underskovsgodtgørelse til Vindebæk gårdmænd", nu på kr. 21.76!

KONGETIENDE.

I post 4 i godsets købsbetingelser og i skøde 1790 var det fastsat, at kirken, præsten, og Rector Scholæ i København hver skulle have 12 rdl. i refusion. Kirken, d.v.s. kirkeejeren skulle have beløbet i rede penge, præstens penge omregnes efter kapitels¬takst og det samme gjaldt beløbet til Rectot Scholæ. Denne sidste afgift hed Konge¬tiende.

Begrebet "tiende" stammer fra gammel jødisk ret og var en afgift til Levitterne, som ikke måtte eje noget. I den kristne kirke blev det til gaver til kirken, men i den tidlige middelalder til en pligtig afgift på 10% af alle erhverv, hvoraf landbruget var det største. Før reformationen deltes tiende i 3 dele: Til bispen - til kirken

og til præsten, og efter reformationen blev bispetiende forvandlet til kongetiende, som især blev brugt til at opretholde universitetet og de lærde skoler. Bønderne betalte skatten i naturalia, d.v.s. korn, fjerkræ, æg, o.s.v., men fra 1740 blev naturalia¬ydelserne omregnet i penge efter kapitelstakst, som er en middelpris for de vigtigste danske kornsorter. Ordet "Kapitelstakst" er et levn fra dengang, da taksten blev fastsat af præsterne ved en domkirke.

Fanefjord sogns tiendeydende hartkorn var på 402 tdr. 6 skp. l fjk. og 2 alb., hvoraf godsets hartkorn udgjorde 380 tdr. 2 alb., mens Lerbæk by og Grønsund færgegård stod for resten. De 48 tdr. kobbeljord var fri for tiende, men betalte det samme beløb til godsets Kasse.

I 1807 ansøgte formandskabet universitetets direktion om for bestandig - eller i det mindste for 9 år - at måtte svare 7 skp. byg pr.td. hartkorn istedet for den hele tøn¬de man var pålagt. 7 gårdmænd fra Dame turde ikke binde sig for 9 år, antagelig på grund af alder. De 8 formænd samt pastor Paludan, færgeejeren C. Carstensen og Ler¬bæk by på herskabets vegne (Marienborg) underskrev som selvskyldnere. Tilladelsen kom og gjaldt for "en bestandig Forening", og allerede samme år, hvor kapitelstaksten på byg var 3 rdl. 2 mark, sparede man 2 mark 8sk. pr.td. hartkorn. Kapitelstaksten svin¬gede efter høstudsigterne og konjunkturerne; i en gammel protokol nævnes den enten som "Kirkekjøbet" eller "Kapitelstakster for Sjællands Stift."

I 1834 pålagde rentekammeret godset senest den 30. juni at indsende "nøiagtige Efter-retninger" om, hvordan årets høst tegnede, så taksten kunne udregnes i god tid. Godset opkrævede kongetiende fra selvejerne, Lerbæk og færgegården til universitetets kasse.

Kirkeejeren, som i over 100 år var Klintholm gods, fik tilsendt refusionen på 12 rdl. og kvitterede for beløbet sidste gang i 1914 for kr. 24.- for det foregående år, da kirken blev selvejende institution. Samtidig bad man gods nr. 2 om en kvittering for

-16-

de tilsendte Tiende-ølspenge på kr. 4.66 for 1913.- Tiende-ølspengene figurerer

så langt tilbage i regnskaberne, man kan se; oprindelig drejede det sig om 2 tdr. øl, som iflg. Chr. V´tes "Danske Lov" fra 1683 skulle gives til bøndernes høstgilde, når de afleverede tiende i naturalia, men ved en forordning i 1731 blev de 2 tdr. øl ændret til øllets værdi i rede penge, dengang beregnet til 2 rdl. og 2 mark. Ord¬ningen bortfaldt i 1813 efter statsbankerotten. Klintholm gods fortsatte dog i de næste 100 år med at sende tiende-ølspenge til gods nr. 2 - efter 1873 omregnet til kr. 4.66.

Kapitelstaksten steg på grund af de mange krige stærkt i årene efter 1807; i 1812 var den på 34 rd. 5 mk. og 8 sko pr. td. Byg, og i 1813 gik Danmark, som bekendt, fallit. Dalerens værdi var i 1810 en femtedel af dens pålydende, og seddel pengene nedskrevet til en sjettedel, de skulle nu byttes til rigsbanksedler. Der blev ind¬ført en bankhæftelse på al fast ejendom på 6%, og der blev grundlagt en rigsbank; alle øvrige banker i kongerigt blev lukket.

Der boede dengang i Fanefjord sogn ca. 1300 mennesker, og det var et driftigt sogn, hvor bønderne ikke var bange for at gå nye veje. Anders Jochumsen i Vollerup, Pe¬ter Henriksen i Hårbølle og Lars Henriksne i Dame var f.ex.de første bønder på Møn, der dyrkede boghvede, mens Jens Olsen i Vindebæk var den første, der for alvor be¬gyndte med frugtavl; flere anlagde egne hestemøller, så de selv kunne male mel. ¬Det hjalp desværre ikke på den økonomiske situation på gods nr. 2, og derfor ind¬gik formandskabet i juli 1813 en aftale med de jordejende husmænd om herefter selv

"for bestandig" at indbetale kongetiende efter kapitelstaksten til godsets kasse, således at godset ikke mere skulle betale husmændenes kongetiende. Det drejede sig om 8 husmænd i Vollerup, 6 i Hårbølle, 5 i Dame, 4 i Tostenæs, 3 i Vindebæk og 2 i Askeby, som havde fra 1/2 fjk. til l skp. jord.

Der var mange selvejerfallitter i disse år, selvom staten undlod at opkræve ejen¬domsskat 1818-20 og derefter i nogle år nedsatte beløbet til en tredjedel. Plig¬ten til at betale kongetiende fortsatte alligevel, men det var svært at få beløbet indbetalt, og derfor står der tit i de gamle regnskaber "Tab på Kongetiende". God¬set havde jo i 1807 forpligtet sig til "for bestandig" at betale kongetiende a f 380 tdr. hartkorn og måtte derfor betale restancer af godsets kasse.

I maj 1903 kom loven om tiendeafløsning. Tiende skulle afløses af en kapitalisa¬tionsværdi af et gennemsnit af kapitelstaksten for 1892-1901 og afvikles i løbet af 1908-18. I Fanefjord blev værdien beregnet til kr. 10.12 pr.td.hartkorn, og tids¬punktet sat til 1.januar 1914. Afløsningssummen blev beregnet til 25 x eet års tiende, hvoraf tiendeyderne skulle indfri 18/25, mens staten betalte resten. Det

var førstelærer Emil Petersen, Dame, der var tiendekommissær og udregnede alle disse mange kongetiendebeløb, som kunne afdrages i løbet af 55 1/2 år med 4% rente ti l "Kon- geriget Danmarks Tiendebank, hvor det var førstelærerens søn, Harald Petersen, der

var direktør. Det sidste tiendebeløb blev betalt i Fanefjord den 1ste april 1969. Tiende og hartkornsskatter blev afløst af ejendomsskyld, formue- og indkomstskat.

-17-

FÆSTEHUSENE.

Iflg. jordebogen af august 1769 var der i Fanefjord sogn 136 huse, hvoraf de 81 i henhold til det kgl. skøde var jordløse huse. Alle disse huse og deres beboere tilhørte nu gods nr. 2 i fællesskab, og formandskabet skulle som godsejere admini¬strere og håndhæve rettigheder og byrder. Den første tid var vanskelig for for¬mandskabet; - at have ansvar for så mange mennesker indebar også mange sociale for¬pligtelser langt op i tiden. Foreløbig var der mange praktiske problemer, f.ex. fæstebreve og indfæstningsbeløb (en form for indskud).

Der er bevaret en del fæstebreve, de fleste af nyere dato, og indholdet i dem er

/

næsten ens, men der er i nogle en aftægtspligt for den tidligere fæster eller hans

enke. Andre fæstere "er pligtig til at holde vedlige 3 Fag i Huuset som Fattigvæ¬relse, som skal blive staaende, indtil han af Formandskabet faaer Tilladelse til at nedrive Samme."

Der var fattigværelser i hver by i et eller andet fæstehus. Alle fæstere havde og¬så pligt til at arbejde 4 dage om året uden løn for godset, det kunne være alt mu¬ligt: Vejarbejde, høstarbejde, skovarbejde o.l. Indfæstningsbeløbet for husene rettede sig efter deres hartkorn, f.ex. var 2 alb. = 14 rbd., og i godsprotokollen 1830-75 var det i 1830 73 rbd. for 3 huse, mens husskatten for fæsterne det år var 197 rbd., beløbene varierede fra l - 4 rbd. Afdøde pastor Paludans døtre fik i mange år deres husskat refunderet af godskassen med 2 rbd.

Godset skulle også fungere som skifteret for fæsterne og deres familier ihvertfald indtil 1817, hvor retten overgik til herredsfogden. Det kunne være indviklede for¬hold, og allerede i 1774 opstod det første skifteproblem. Da Mads Hansen i Vinde¬bæk døde, efterlod han sig 2 stedsønner, Lars og Jeppe. Deres far var død i 1769, og deres mor. - Mads Hansens anden kone - døde i 1771. Deres arv efter forældrene var ikke udbetalt til dem, men stod i godsets kasse som en obligation på 86 rd. og trak renter. Den nye fæster Hans Mathiesen ville gerne låne beløbet som indfæstnings¬beløb, men godskassen kunne ikke låne det ud p.gr. af den overenskomst, som man i 1770 havde indgået med overkrigskommissær Bøtcher, som havde uindskrænket styrelsesret over godset. Derfor lånte Hans Mathiesen foreløbig beløbet af pastor Fibiger, men først efter en del forviklinger kunne forvalter Barfoed 6 år efter - i novbr. 1780 - give Hans Mathiesen en kvittering for beløbet. Heldigvis var det ikke alle skiftesager, der var så besværlige.

Men der kom andre sager: I 1847 opstod der pludselig problemer med det brandkontin¬gent, som fæstehusene betalte. Niels Rasmussen i Vollerup sagsøgte formandskabet, for¬di han i mange år "af Uvidenhed" havde betalt brandkontingent. Formandskabet påstod

sig frifundet:" Huusrnændene havde altid betalt deres eget Brandcontingent". Niels Rasmussens fæstebrev var fra 1823; der stod, at han skulle betale skatter og afgif¬ter, men Møns herredsret mente, at et brandkontingent ikke hørte til fæsteres lov¬pligtige afgifter, - det påhvilede ejeren og ikke brugeren, og derfor blev formand-

-18-

skabet, som da bestod af Lars Madsen, Askeby, Jens Aril Jørgensen, Vindebæk, Jens Hansen og Hemming Larsen, Hårbølle, Hans Hansen og Jens Andersen Dame, Niels Ras-

mussen, Koxeby og Hans Hansen i Tostenæs dømt til at betale beløbet, som på 24 år var blevet til 6 rbd. 4 mark og 12 skilling.

5 dage efter at beløbet var betalt, stævnede Niels Rasmussen igen formandskabet dennegang på vegne af alle de øvrige husfæstere til at betale ialt 122 1/2 rbd. brandpenge, som "de af deres Huuse i en Deel Aar have udlagt for Godset" Niels Rasmussens egen sag ser ud til at have været en prøveballon for alle husfæsterne, som nu kunne regne med at få deres brandkontingent tilbage, - og sådan gik det da også

/

ved dommen i septbr. 1848, selvom beløbet blev mindre end det forlangte. Dets stør-

relse var grundigt gransket af gårdmænd og husmænd, men stemte ikke overens. Nogle fæstere havde haft fæstebrev i over 40 år og ikke gemt kvitteringer, og formandska¬bet havde ikke altid indført det betalte beløb i regnskaberne. Det var et besvær¬ligt regnestykke for rettens folk at gennemgå alle fæstebreve, godsbøger, kvitterin¬ger o.l.

Samme år gik Jens P. Pedersen fra Askeby også til retten; han ville have formandska¬bet idømt en bøde på 2 rbd. daglig, indtil han fik sit fæstebrev udstedt nøjagtig mage til den forrige fæsters. Han søgte fri proces, men herredsfogden afviste sagen, da Jens Pedersen intet bevis havde. Han blev derfor dømt til at betale de 8 formænd ialt 4 rbd. for "Kost og Tæring" under sagen.

Men nu fik formandskabet nok, og i decbr. 1847 udarbejdede man et temmelig vidtgå¬ende forslag til salg af husene: "Da der af de Godset tilhørende Huuse ikke svares nogen Afgivt, der kan anses at være for tyngende for Huusene, og Huusmændene i Stæ¬det for at vise sig taknemmelige, fordi vi endnu vedblive at bortfæste Huusene for denne moderate Afgivt, tværtimod vise sig opsætsige og søger at chikanere os paa al¬le Maader, saa have vi som Formænd og Bestyrere overvejet dette vort Forhold til Huusmændene og funderet, at det var ønskeligt, om dette almindelige Selveje, som Godsets Interessenter have i samtlige Huuse, kunne haves saaledes, at hver Mand skee¬te sin fulde Ret."

I forslaget indgik bestemmelse om salg af husene ved offentlig auktion, huse for sig og jord for sig, og salget skulle ske uden ret til udvisning af hverken tørv eller gierdsel, men med pligt til at betale tiende af jord og moser udover de sædvanlige skatter og afgifter. Efter nogen overvejelse fandt interessenterne dog ud af, at dette kunne medføre, "at mange kom til at eie Huusene, som Godset ikke ønskeede",og at forslaget nok også ville blive for dyrt for husmændene. Det blev så istedet til, at et hus kunne overdrages i arvefæste for 80 rbd. plus 8 rbd. for hvert alb. hart¬korn, og at et arvefæstehus ikke måtte deles i flere parter.

Formandskabet foreslog også - før dommen i 1848 -, at de husmænd, som ville blive ved med at betale brandpenge og undlade at kræve tidligere betalte beløb tilbage, "som hidindtil skal nyde Udviisning af Tørv og Brænde, saalænge dette kan skee uden Skade for Skov og Moser". Hvis udvisningen må ophøre, vil godset betale brandpenge¬ne. - Denne opfordring var der 49 husmænd, der underskrev.

 

-19-

I disse år var grundloven på vej, og derfor tilbagekaldte formandskabet i januar 1849 bestemmelsen om fæstehusenes overgang til arvefæste, som var vedtaget året før, idet man regnede med, at der snart ville blive udstædt love om fæstevæsenets

afskaffelse. Man annullerede faktisk forslaget og gik tilbage til de gamle fæste¬regler. - Først i juni 1919 kom loven om fæstetvangens ophør.

Med hensyn til de sociale forpligtelser giver regnskaberne et godt indtryk af de mangeartede sager, som formandskabet måtte tage sig af :

1830 Anskaffelse af en Gjordemoder Stoel 15 rbd.

1831 Bt. til Anders Petersens Baare i Tostenæs.............. 3 mk. 10 sko

-- Husleie til Gjordemoderen - i sølv . 6-

1832 Leie af en Kakkelovn til Gjordemoderen ................ 2-

1834 Bt.til amtets fattigcasse 3 mk. og 2 sk. for hver bonde, ikke sammenregnet

1837 - Hans Nielsens Kone i Dame for Afstaaelse af sit Huus

til at bygge Jordemoderhuus paa . 4- 2- 3-

1838 Bt. en Bagerovn ti l Skoleenkehuuset . 1- 1-

1840 - pension til den gamle Skovfoged . 8-

1844 - Huusleie i en Deel Aar for Pukkendals Enke . 0 beløb angivet

- - til den nye Jordemoder ............................. 10-

1850 -gaardmand Jens Larsen, Askeby, Jacob Jensen, Haarbøl-

le og Lars Johansen, som ligger i Krigen, til Hjem-

met til Udgivter, ialt .. 60-

til 5 Parcellister, som er i Krigen, ialt .... 10-

en Bagerovn til Skovfogedhuuset.................. 8-

1851 Istandsat Skolelærer Mørchs Enkes Huus ...... 2- 3mk.

1866 Bt. Brandtaxation af 68 Fæstehuuse .................. 82- 3-

 

Hvert år skulle der leveres "Fattigbrænde" til fattighuset for ca. 6-8 rbd., desu¬den skulle formandskabet sørge for at indbetale et beløb til fattigkassen hver gang en parcel, en kobbellod, en skovrettighed m.v. blev solgt. Da Lars Hansen i Dame solgte til bager Theodor Jensen fik kassen 3 mark, og da enken efter Anders Nielsen i 1860 solgte sin gård, fik kassen 2 rbd.

I 1874 bestemte gårdmændene i Dame, at man for fremtiden ved bortfæste "af de os Forening tilhørende Husjorde" ville pålægge hver huslod en jordafgift på 4 rbd. 4 husmænd underskrev, nemlig Lars Hansen - Peder Martin Hansen - Christen Jensen og Hans Hemmingsen.

Midt i det hele - i 1875 - kom møntreformen. Rigsdaler, mark og skilling forsvandt og blev til kroner og ører. En rigsdaler blev til 2 kroner, l mark til 33 1/3 øre

og en skilling til 2 øre. Samme år blev det latinske alfabet indført og det goti¬ske afskaffet, men det varede meget længe, før det blev naturligt at skrive anderledes.

Det hændte desværre ikke så sjældent, at de stråtækte huse brændte. Præstegården brændte saaledes i september 1861. I 1879 brændte et hus i Dame i Klemmen, og i

1881 nedbrændte Johan Hendriksens hus i Vindebæk; det var begge fæstehuse, som for-

-20-

mandskabet skulle genopbygge. - Huset i Dame havde i mange år været beboet af Mo¬gens Johansens enke, som i over 20 år havde skyldt godskassen kr.15.45 i skatter. Det ville koste 877.50 kr. at få huset opført igen; Hans Hansen i Hårbølle skulle have 880 kr. for at opføre et ordentligt hus med 8 fag bindingsværk, 9 alen dybt med 3 alen bredt stråtag, dobbelt skorsten og lergulv i stue og køkken med klinede vægge. Det brandskadede tømmer blev solgt for 10 kr., halm og vidjer kostede 6.50, og Peter Smeds kone skulle have l kr. for at lufte huset ud. Da beløbet blev kendt, fik formandskabet følgende skrivelse:

"Da Opførelsen af det nedbrændte Hus i Dame vil paaføre Godskassen en uforholdsmæs¬sig Udgift, saa skjønner vi, at der er al Rimelighed for, at de paa Fæstet hvilende Restancer indbetales, forinden Formandskabet overlader de nye Bygninger i Enkens Besiddelse. I modsat Fald anser vi det for heldigst, om Huset bortsolgtes for om muligt at bane Vej for en anden og bedre Aand end den, der hidtil navnlig i de sene¬re Aar har været herskende paa Fæstevæsenets Omraade paa Godset i Fanefjord.

Tillige undlader vi ikke at meddele Formandskabet, at det er vor Agt at bortsælge den os tilhørende Andel i Tostenæs Husjorder, naar den ved Fæsteledighed staar til vor Raadighed.1I

Tostenæs, d. 23. Februar 1880

Hans Henriksen - Hemming Christiansen = Lars Nielsen - Niels Christiansen - W. Pedersen - K. Hendriksen - Jens l. Jensen - Frederik Nielsen - Lars P. Nielsen og Peter Jørgensen.

Dette faldt dog ikke i god jord hos 2 andre interessenter: Christian Pedersen,To¬stenæs og Niels Pedersen i Askeby, som hver lånte godsets kasse 200 kr. til husets opførelse. Forsikringsbeløbet var på kr. 314, og det samlede beløb for opførelsen blev derfor kr. 563.50. Forøvrigt blev huset solgt 10 år senere for 314 kr, og skatten opført som uerholdelig.

Da Johan Hendriksens hus brændte, (som det ville koste 865 kr. at genopføre),send¬te formandskabet følgende skrivelse ud til alle interessenter:

"Til at dække Udgiften ved det nedbrændte Fæstehus'Opførelse i Vindebæk Bye samt til Underhold af eventuelle Udgifter, har Formandskabet for Godset eenstemmigt vedtaget at opkræve 6 kr. som hver Gaards Andel i Godsets Fæstehuses Reparation."

18. Juli 1881

på Formandskabets Vegne Albrecht Jacobsen.

Dennegang kom der ingen kommentarer fra interessenterne - ihvertfald ikke skrift¬lige.

Arene fra ca. 1870 - 1900 var den store periode i dansk udvandring. Mange mønboere tog også afsted, især folk fra landbruget, og heraf en stor del fra Fanefjord.

En af dem var Jens Frederik Jacobsen, som havde haft livstids fæsteret fra januar 1876 på matr.nr. II i Vindebæk og var udvandret til Racine i Wisconsin. Hans Svi¬germor boede stadig i huset, og i april 1902 skrev godsformanden til ham:

"Som Formand for Gods Nr. 2 Fanefjord Sogn paa Møen ville jeg gjerne forhandle med dig om det af dig indfæstede Huus i Vindebæk. Huuset er ved at falde ned, og din Kones Moder har været hos Formandskabet om at faa det istandsat, da hun ikke kan være i det længere, som det er. Vi har jo ingen Ret til at røre ved det og heller ingen Forpligtelse,men vi synes dog ikke, hun skal henvises til Fattighuuset.

-21-

Hvis du ikke kan lade det istandsætte og vel heller ikke selv kommer til Vindebæk for at bebo det, saa har Formandskabet vedtaget at tilbyde dig følgende Betin-

gelser: At vi vil betale dig 500 kr., naar du tilsender os dit Fæstebrev. Saa istandsætter vi Huuset, saa at din Kones Moder kan blive ved med at bo der til

sin Død og sikrer hende den samme aarlige Indtægt, som Hun nu har af Huuset,saa¬længe Hun lever. Dersom du tror, at du kan være tjent med at indgaa paa oven¬nævnte Betingelser, saa er der vel nok en Mand i Sognet, som du kan sende dit Fæstebrev og Fuldmagt til at ordne det for dig. Svar udbedes snarest muligt. Ved denne Leilighed kan jeg helse dig fra din Kones Moder, hun var gaaende her¬op, da vi havde Møde. Hun er rask. Venlig Hilsen fra Fanefjord.

Min Adresse er Gaardeier Rasmus Jensen, Askeby, Møen."

I august 1902 fik J.F. Jacobsen tilsendt 500 kr., og huset blev sat istand for

135 kr. Der var mange andre lignende sager - også besværlige - vedr. fæstehusene, som formandskabet tog stilling til: Fæster, der skulle godtgøres, fordi fæsteren ville købe huset, nye brandsyn, hjælp til begravelser m.v. Så sent som i 1912 betalte godskassen 3 regninger for hjælp ved sygdom og død for 3 husmandsenker.

I 1880 mente formandskabet, at tiden nu måtte være inde til at sælge de 81 fæ¬stehuse, som godset ejede. Sognet havde ændret sig, tidsånden var ikke længere

til det afhængighedsforhold, som fæstere var, mente styrelsen; desuden voksede husmændenes restancebeløb år for år. Man sendte en forespørgset om salg af huse¬ne ud til interessenterne, og sagen vandt stor tilslutning; der var kun 6 gård¬mænd, der ikke var enige, nemlig: Hans Peter Jensen, Dame, Jens Jensen, Lars Chri¬stiansen og Christen Madsen i Haarbølle samt Mads Andersen og Jens Johansen i Vol¬lerup kobbel.

Man måtte derfor spørge Indenrigsministeriet, hvorvidt man alligevel var beretti¬get til at sælge husene, "da de tilhører Gaardejerne i Sameje". Sagen endte i for¬ligskommissionen d. l7.juni 1881, og der blev indgået forlig med Christen Madsen og Jens Johansen; man må antage, at der blev givet den fornødne tilladelse, idet for¬mandskabet i novbr.1881 udarbejdede regler for salg af husene og i januar 1882 afholdt et møde i Dame skole, hvor der blev valgt 4 medejere af fæstehusene til på godsets vegne at udstede skøder. Valget gjaldt for 5 år, og de 4 gårdejere skulle have l kr. for hvert skøde, de udstedte. De valgte var: Niels Pedersen Askeby, Peder Madsen, Vindebæk, Lars P. Nielsen, Tostenæs og Chr. Hemmingsen fra Hårbølle.

I salgsbetingelserne stod bl.a., at husene skulle vurderes, og at vurderingen var gældende for 5 år. Børn, børnebørn og plejebørn af fæstere havde fortrinsret til køb; hvis ingen af disse ønskede at købe, skulle husene sælges ved offentlig auk¬tion, ikke "under Haanden", som der står. Landinspektør Smith, Vordingborg fore¬tog skattefordel ingen; huse med jord kostede l0 kr. og huse uden 5 kr. - hans regning i 1884 var på 740 kr., og byerne og godskassen betalte hver det halve.

De fleste huse blev solgt fra 1882 - 1919; i 1898 var iflg. en amtstueskattebe¬regning 17 huse tilbage. Det var fortrinsvis fæsterne eller deres familie, der købte, hvis huset blev solgt på auktion, var det folk fra sognet, som enten var

-22-

håndværkere eller handlende, der købte det. Der var utrolig mange håndværkere den gang, f.ex. 18 skræddere og 15 skomagere, 13 tømrere og 10 smede. Huspriserne lå mellem 250 - 750 kr. i de første mange år, - senere steg de lidt, et enkelt til 3.660 kr., men det var først efter l.ste verdenskrig. De fleste huse blev betalt kontant, men i mange år blev der også udstedt obligationer, som stadig er opført i den nuværende godsprotokol.

De sidste 2 skøder blev tinglæst i 1924; - det var matr.nr. 51 og 53 af Hårbølle, som blev solgt til A.C. Jørgensen og maler Michelsen.

SKOLERNE.

Frederik IV bestemte i 1721 i anledning af sin 50-årsdag, at der skulle opføres 20 skoler i hvert af hans 12 rytterdistrikter, og til hver skole skulle der ligge mindst 280 tdr. hartkorn. Dette var ikke muligt hverken i Tryggevælde eller Vor¬dingborg rytterdistrikter, og på den måde fik krongodset på Møn sine l0 ryttersko¬ler, hvoraf de to blev bygget i Fanefjord sogn, een i Dame og een i Hårbølle, som begge blev indviet den 9. juli 1727. Den første skoleholder i Dame hed Peter Thess, og den første i Hårbølle var Peter Nielsen. Man ved fra biskop Hersleb og biskop Balles visitatsbøger, at ungdommen i sognet "var skikkelig og de confirmerede tem¬melig øvede - Scholen ogsaa", og at "adskillige Børn, som havde søgt Degnens Læs¬ning svarede med Forstand og læste vel."

I 1739 kom under Christian VI "Danmarks første almindelige Skolelov for Landsbyer¬ne", der skulle så mange skoler, som der var behov for, og mange skoleholdere måt¬te nu også tjene som degne. I Fanefjord ændrede denne lov intet, det var ikke nød¬vendigt. I 1805 sagde visitatsen om Hårbølle skole:"Børnene udviste godt Begreb og Færdighed i Lærdommen, - 12 skriver, og 7 har tillige gjort smuk Fremgang i Regning."

I 1814 kom den nye skolelov, som havde været undervejs siden 1789, da "Den store Skolekommission" blev nedsat. Det var vigtigt, at de nye, frie og selvstændige bønder fik en bedre uddannelse end hidtil, hvor skoleforholdene mange steder havde været meget ringe med megen gold udenadslæren og halvdårlige skoleholdere.

Den første nye skole i Fanefjord sogn blev Tostenæs skole, som blev taget i brug 1816 og fik Hans Jensen Mørch som lærer, som var den første seminarieuddannede læ¬rer i sognet. I 1829 var der 75 børn i skolen, og biskop Mynster sagde: "At Mørch er en brav Mand, men baade han og Børnene skraalede for meget". I Dame skole gik der i 1819 160 børn, og Ivar Christophersen var lærer. Skolekommissionen, som be¬stod af præsten som født formand samt gårdmændene Peder Hendriksen og Hans Morten¬sen besluttede at gøre det halvfærdige skolehus i Askeby færdigt for at hjælpe på pladsmanglen i Dame skole, og 1820 blev Poul Jensen Mørck den første lærer her, hvor der i 1829 var 70 børn. I Hårbølle skole gik på samme tid 86 børn, og Jør¬gen Stauning var lærer her.

 

 

 

 

 

 

 

-23-

Skoleloven i 1814 fik meget stor betydning, der blev tvungen skolegang fra det

7. til det 14. år, og regning og skrivning blev pligtige fag, mens der skulle gi¬ves vejledning i geografi, danmarkshistorie og naturhistorie og fra 1828 i gym¬nastik. Skolerne blev gjort 2-klassede, og det hjalp meget på pladsmanglen. Der blev også påbudt "Skolemultk", hvis forældre holdt deres børn væk fra skolen uden grund, - det vakte harme mange steder. Denne lov blev grundlaget for udviklingen af folkeskolen. Der kom forbedringer i 1856 - 1899 og 1904 både for børn og lære¬re, og de næste skolelove kom engang i 1930erne.

Samtidig med, at Askeby skole stod færdig skulle der udlægges skolejord til den og til Tostenæs skole, og det samme problem, som man havde haft 20 år før, da Dame skolejord skulle udlægges, opstod igen. Det var svært at få gårdmændene til at enes om at udlægge "forordningsmæssig" jord til skolerne. Der var landvæsenskom¬missionsmøde i 1816, hvor der ikke opnåedes enighed,og pastor Paludan, der var for¬mand for skolekommissionen skrev derfor til amtsprovst Krogh i Steg, som var for¬mand for amtets skoledirektion, om at få afholdt et åstedsmøde snarest for at få bestemt; " Hvor og over hvis Lodder Skolestien bør gaa til Tostenæs nye Skole,som umuligen kan freqventeres og altsaa er urigtigen bygget, saalænge de Mænd, over hvis Marker de stakkels Børn skal gaae i Pløre til Bæltestedet, udjage dem fra deres Lodder med Skjældsord, Forsmædelser, og som man siger, endog med Hunde, samt at dømme om ogsaa saadanne stier skulde betales og godtgjøres dem, paa hvis Jorde de falde og hvorledes da?? - Skal en Lærer i Tostenæs tilmed ingen Jord

have at dyrke strax i Maaren, maae han gaa fra Skolen igjen, og skulle de øvrige uafladeligen være udsatte for deres Grovheder, der ingen Godtgjørelse nu i mange Aar har faaet for udlagt Jord, tabe de al Agtelse og med det Samme Lyst og Mod til deres Arbeide."

Det var barske ord, der lød, efter at den nye skolelov var trådt i kraft. Mødet blev fastsat til 5. septbr.1817, og både gårdmænd fra Vollerup og Tostenæs skrev til kommissionen. Vollerupmændene:Svend Hansen - Hans Rasmussen - Hans Peiter Larsen - Niels Hansen - Anders Jochumsen - Jens Jochumsen - Peder Hansen - I.Ja¬cobsen - Anders Hansen - Christen Hansen og Jørgen Andersen skrev: " Vi under¬skrevne troer ikke, at vor Naadigste Konge og Landets milde Herre haver paalagt os saaledes at opbygge nye Skoler, - vi haver derfor for Tiden ei været villige til at give Opskud til Samme, men formedelst Trusler og Tvangsmidler maattet be¬tale dertil."

Desuden ville de ikke betale en eneste skilling mere til jord eller skoler, før det bliver nærmere undersøgt ved lov og ret, om de har pligt til det.

Tostenæsgårdmændene: Hans Hansen - Niels Christoffersen - Hans Jensen - Mads Jørgensen - Christopher Nielsen - Jeppe Christiansen - Christian Rasmussen og Jørgen Jørgensen erklærer, at skolejordens udlæggelse kan vente, indtil det bli¬ver afgjort, om godset var pligtig til at bygge Tostenæs skole, da de så venter at blive fri for at udlægge jorden.

Skoledirektionen meddelte, at det ved den kgl. resolution i 1812 var bestemt, hvor Tostenæs skole skulle ligge, - det var derfor kun et spørgsmål om skolejords udlæg¬gelse. Isak Hemmingsen erklærede på Askebys vegne, at man intet ville betale til

-24-

Tostenæs skole, før Askeby skole stod færdig. Jorden til Tostenæs skole skulle udlægges af lodder, der tilhørte Hans Mortensen og Hemming Hansen i Tostenæs samt Christen Hansen i Dame, og kommissionen bestemte i 1818, at de skulle have 4 tdr. byg pr.td. land efter kapitelstakst, første gang for 1819; det samme kom til at gæl¬de for de 3 tdr. land, som i 1814 var udlagt til Askeby skolejord. Hemming Hansen skulle desuden sørge for, at der var lås for hans lod ind mod skolejorden, "saale¬des at der fra ingen af siderne kan ske ufred."

Det blev også bestemt, at der skulle anlægges både en sti og en kørevej fra skolen til

Tostenæs by; politiet i Stege skulle sørge for, at man udlagde stien straks efter høsten. - Hvis der ellers opstod hindringer, skulle formandskabet lade forfatte og bekoste et "Situationskort" over samtlige de lodder, hvor det kunne antages, at stier burde udlægges.

Det må, som alt tyder på, have været en stor bekostning for interessenterne at op¬føre skoler kun et års tid efter det store pengekrak i 1813; intet havde ændret sig Økonomisk til det bedre, snarere tværtimod. Det var meget svære tider både for landbrug og handel med mange fallitter; - det var nok ikke så mærkeligt, at Askeby skole først stod helt færdig i 1820.

Der var en mængde udgifter forbundet med driften af skolevæsenet, hvilket ses af

de gamle regnskaber. Brandkontingent for Dame, Tostenæs og Hårbølle skoler kostede 5-6 rbd. årligt indtil 1843. Godskassen betalte årligt 6 rbd. 2 mark og 15 sko til skolekassen, beløbet blev udregnet efter godsets hartkorn med l 1/2 sko pr.td.,

Der var en skolepatron, som sammen med præsten var medlem af skolekommissionen,

og det skulle helst være en af de "større" selvejere; det var et tillidshverv, som gik på omgang, og i årene 1830 - 1843 var Jacob Albrechtsen, Askeby, Hans Jochum Larsen, Hårbølle, Christen Hansen, Dame, Christoffer Larsen, Vindebæk, Peter Lar¬sen og Johan Philip Larsen skolepatroner. Hvert år blev der leveret "Skolebrænde" til skolehusene, det kostede godskassen savepenge ca. 2 rbd. -

Skolelærer Mørch i Tostenæs var i mange år lægdsbestyrer for sognet, og dette blev betalt af godsets kasse med 35 rbd. årligt. Lærer Stauning i Hårbølle " " Forfærdige¬de i Aaret 1830 Godsets Protocoll", og han fik 2 rbd.

l 1841 blev styrelsesformen på landet ændret, - man fik sogneforstanderskab i de næste 25 år, indtil sognerådene blev indført ved landkommunalloven af 1867. Dette bevirkede, at skolekommissionen i en del år forsvandt, men den blev genindført i 1867, dog i en lidt anden form. Nogle af godsets udgifter til skolevæsenet for¬svandt, men der kom andre til. Til skolekassen blev der stadig betalt, og nu be¬taltes der også skoleløn; i 1858 var det 2 rbd. og 2 mark pr. måned, og i 1860¬erne blev det til 6 rbd. 2 mark og 8 sk., der blev stadig sat 12-14 favne skole¬brænde om året,, og det blev til 12-14 rbd.

Lærer Jensen i Dame skole var ikke helt tilfreds med at få sin løn udbetalt een gang om året og skrev i 1859 til byfoged Bjørnsen i Stege og bad om henstand med

-25-

betaling af nogle ting, som han havde købt på auktion i marts på Askeby skole, da "han kun fik sin Løn 1 Gang aarligt, nemlig til Mortensdag, og dette ikke er lovmedholdigt". Til gengæld fik han træ til en flagstang for 2 mark. Man havde også fået en ny udgiftspost, nemlig til Seminariefonden, der blev beregnet 11 1/2 sk.pr. td. hartkorn - ca. 6 rbd. årligt - til hjælp til uddannelse af nye lærere.

Dengang der i 1818 blev afholdt kommissionsmøde i Tostenæs, bestemtes der, at der skulle anlægges kørevej fra Tostenæs by til skolen, men efter godt 40 års forløb, hvor der intet var sket, tabte Tostenæsboerne endelig tålmodigheden, og deres by mænd skrev følgende til sogneforstanderskabet for Fanefjord sogn:

""Lige siden Tostenæs Skoles Opførelse nu over 40 Aar siden have Beboerne, som høre til denne Bye ofte følt et stort Savn derover, at ingen offentlig Vei er udlagt til denne Skole. Vel findes en Vei anlagt ved Udskiftningen fra Toste¬næs By igjennem dens Marker til Stranden, men Samme er nærmest bestemt for Ud¬flytterne og gaar igjennem Hemming Nielsens Lod til Husmandsjorden og er at be¬tragte som Strandvei. Fra denne fører en anden Vei igjennem Niels Jørgen Hansens Lod til Skolen, hvilken af Beboerne for det meste er bleven afbenyttet, naar dis¬se have noget at befordre dertil, men da denne er at betragte som aldeles privat anlagt alene for vedkommende Eiers Brug, har den til visse Tider været næsten ufremkommeligt, ja, endog spærret. Det er i Manges Interesse, at denne Sag

kunde blive ordnet, og der har ogsaa flere Gange været gjort Forslag dertil, men da disse endnu ikke have ledet til nogen Forandring, saa troe vi, da den nuvæ¬rende Eier befindes villig imod passende Godtgjørelse at udlægge et Stykke Jord langs med Skjellet imellem ham og Hans Hansen, hvorved denne Vei deels bliver kortere og bedre at vedligeholde, at burde benytte denne Leilighed, og idet vi herved tillader os at gjøre det ærede Sogneforstanderskab bekjendt hermed, haa¬be vi tillige, at det ikke vil undlade at virke til denne Sags Fremme, der har ligestor Interesse saavel for Beboerne som for Skolen og Lærerne.

Tostenæs, d. 9. Novbr. 1860"

"I Henhold til foranstaaende Anliggende tillader. Bymændene sig herved at erklæ¬re, at de for deres Vedkommende antage Forslaget for gavnligt, saafremt Bekost¬ningerne lignes paa Kommunen, hvilket efter N.J. Hansens Forlangende vil blive at beregne til 4 td. Byg pr.td. Land efter Kapitelstakst, og at Veien over Hem¬ming Nielsens Lod bliver anlagt efter Byens Kort.

Tostenæs, d. 9. Novbr. 1860

Jørgen Jørgensen - Hendrik Pedersen - H. Christiansen - C.Carstensen - Lars Niel¬sen - Christopher Andersen - P. Rydahl - Niels Jørgen Hansen - Christen Nielsen - Peder Jørgensen - Hans Hansen - Johan Hansen - Hemming Nielsen - N.Chr. Frede¬riksen og Lars P. Jørgensen.

Om beboerne dengang fik deres ønske opfyldt om en ordentlig vej, er der intet svar på. Men præcis 42 år efter - ll. novbr. 1902 - ansøgte 46 beboere sognerå¬det om en ny vej til Tostenæs skole, hvilket blev afslået.

I de følgende år, hvor børnetallet voksende, blev der oprettet flere skoler. Da Askeby skole blev nedlagt 1860, blev Kobbelskolen opført på hjørnet af Præste¬bjergvej og Hårbøllevej og forskolen til denne en del år senere på nuværende Hårbøllevej 15. Den gamle rytterskole i Hårbølle (nuv. Hårbøllevej 47) blev udvidet 1873 og forskolen oprettet 1885. Dame gl. skole (nuv.Fanefjord Kirkevej 3) blev udvidet både i 1869 og 1889, og forskolen (nuv.Fanefjordgade 172) byg¬get 1885. I 1887 blev der stiftet en friskole af en kreds af forældre, som øn-

-26-

skede bedre forhold for både børn og lærere, og hvor de udvidede læseplaner blev strengere overholdt. Der var dengang 810 børn under 14 år i sognet, og skolen fik så stor tilslutning, at man allerede efter en måneds forløb måtte ansætte endnu en lærer. De to første lærerkræfter var Theodor Jensen og Andrea Holm. Det var ik¬ke dyrt at gå der, - forældrene hjalp med alle praktiske ting, vedligeholdelse af skolen m.m. - både træskomanden i Vollerup og stenhuggeren i Koxeby havde alle de¬res børn i friskolen. Den lå på hjørnet af Hårbøllevej og Vollerupgade (nuv.Hår¬bøllevej 20) og blev lukket i 1930.

TØRVEMOSERNE.

I decbr. 1858 kom der en lov, der handlede om udskiftning af tørvemoser. Det var igen en bekostelig opgave for formandskabet at få gennemført og besværligt at kom¬me til enighed. Allerede i Efteråret havde man taget skridt til det og bedt land¬inspektør Smith i Vordingborg om at foretage det fornødne.

Der er bevaret udskrifter af landvæsenskommissionsmøderne i maj og juni 1860 vedr. "Udskiftning af Fanefjord Sogns fælleds Tørvemoser." Herredsfoged Hage, kammerråd Schmith fra Landsled og Plum fra Cathrinedal deltog som kommissionsmedlemmer, og godset var repræsenteret ved gårdmand Poul Hansen, Vollerup, gårdbestyrer Mads Hansen, Vindebæk, parcellist Christoffer Steffensen, Vindebæk, Johan Jacob Chri¬stensen, Dame, Hans Jacob Abrahamsen, Tostenæs, gårdmand Mads Jensen, Vollerup

og Jørgen Steffensen.

Landinspektør Smith fremlagde sit udskiftningsforslag, som bl.a. indeholdt en ud¬skrift fra 1813, der viste, at der dengang var 26 forskellige tørvemoser til fæl¬les brug for interessenterne. Nu - 47 år efter - kunne man knap finde moserne.

Smith skrev:" .. Da imidlertid disse Moser ikkun for Haarbølle og Askeby Byers Vedkommende for Tiden lade sig ved Hjælp af Kort eller anden Hjemmel med Be¬stemthed paavise i Marken, saa har Godsets Formandskab til Fremme af den paa-

tænkte Udskiftning søgt at indgaa mindelig Forliig om de øvrige Moser med Eje-

ren af de Kobbels Parter, hvor Saadanne ere antagne at være beliggende, og er

det paa denne Maade lykkedes at erholde det Nødvendige saavel om den fælleds Rettighed som om Grænserne bestemt for de Moser, som kunne komme i Betragtning."

Desuden frafaldt man alle rettigheder i de moser, hvis tørveværdi var taxeret til O.

Den ene mose, der derefter kunne udskiftes, var den store "Fælledsmose beliggende i Hans Jacob Abrahams Kobbel, saakaldet Tostenæs Tørvelung."

I Smiths plan foreslås, at byerne tildeles, hvad der efter tidligere foretaget måling tilkommer dem i forhold til deres selvejerantal, at der trækkes lod om beliggenheden byvis og derefter mand og mand imellem; desuden skal der udlægges vej på mosen omkring samtlige parter. Græsningen på moserne skal stadig tilhøre ejerne af de kobler, hvori moserne ligger mod, at de, som hidtil, betaler skat¬ter og afgifter. Forøvrigt skal flere af bestemmelserne fra 1813 stadig stå ved magt, bl.a. godtgørelsen for sætterum til tørv og vandets afledning, men skal nu betales af brugerne og ikke af godset. Mødet endte med et solidt forlig. Udskiftningskortet, som landinspektør Smith udarbejdede i 1860, er bevaret og vi-

-27-

ser den lodkastning, som fandt sted den 7. juni i "Mosen nr. l af Tostenæs Kob¬bel" i overværelse af de fleste af parthaverne.

Det var åbenbart en meget vandrig mose. Regnskaberne for 1855 og 1856 viser, at man betalte 28 rbd. for "at male vand ud af Tostenæs mose" og 80 rbd. for an¬skaffelse af en "Vandmaskine" til brug i mosen. Hans Abrahamsen fik 2 rbd. å¬ligt for at huse vandmaskinen.

Landinspektør Smiths regning for udskiftningen lød på 200 rbd., og procurator Fick i Stege fik 20 rbd. for sin forkyndelse af forliget.

Foruden loven vedr. tørvemoserne kom der i 1850erne 2 andre landbrugslove samt en lov, der vedrørte heste til hæren.

Lov om "Udligning af Forskjellen mellem priviligeret og upriviligeret Hartkorn":

Det vigtigste i denne lov var, at den hidtil bestående ulighed mellem priv. og upriv. hartkorn med hensyn til skatter ophørte, - alle offentlige ydelser skulle for fremtidne betales af begge former for hartkorn. Dog med undtagelse af skole¬brændsel, som grundejerne stadig skulle levere.

Lov om " Afløsning af Hoveri og lignende Pligtarbeide" gik ud på, at en årlig ydelse fra fæsteren skulle træde i stedet for hoveri efter mundtlig forhandling mellem parterne og indføres i fæstebrevet.

Lov "Angaaende Districts- samt Foderheste til Brug for Hæren": Forordningen fra 1774 om aflevering af heste til kavalleri og artilleri fra hovedgårde og præste¬gårde bortfaldt. Til gengæld skal samtlige hartkornsbrugere i Danmark nu udrede ialt 1.728 heste til hæren, heraf Præstø amt 132 heste. Der er 30 lange para¬graffer i denne lov; hestene skal enten være under 5 år eller over 7 år, de skal være sorte, røde, brune eller sortbrune og være godt kraftige hopper eller valla¬ker og skal transporteres frem og tilbage til regimenterne under tilsyn af en krigsbestyrelsesofficer.

DEN KONGELIGE HALVE KØBESUM.

Bønderne i Fanefjord sogn fik, som bekendt, deres tinglyste skøde på gods nr. 2 i 1790 efter, at den halve købesum på 21.375 rd. var blevet indbetalt til det kgl. rentekammer. Den anden halvdel skulle blive indestående i godset "be¬standig og uforanderlig" og forrentes med 4% årlig hver 11te december termin. Rentebeløbet skulle betales af den enkelte lodsejer i forhold til hans hartkorns størrelse, og i de første mange år opkrævede godskassen beløbet hos den enkelte jordejer, enten han var gårdejer med 6 tdr. hartkorn eller husmand med l skp.

I tidens løb var der sket mange ændringer og udstykningerne af matriklerne, og

i 1845, da den nye matrikel trådte i kraft, blev forholdene endnu mere uoverskue¬lige for formandskabet. Man anmodede derfor i juni 1848 rentekammeret om at få en oversigt over rentebeløbet på godset med oplysninger om, hvorledes "samme Be¬løb nu retteligen bør ansees at hæfte paa hver enkelt Lodseiers Andeel."

-28-

Rentekammeret korresponderede med "Directionen for Statsgjelden" og udarbejdede en oversigt, som amtsforvalter Frost i Præstø formidlede. Det fremgår af denne,

at rentebeløbet nu er delt på 224 parter, heri indbefattet skolejordene og jorde¬ne på hovedgårdstaxten. Mange af gårdmændene ejede jordlodder på flere matr.nr. og figurerer derfor flere steder på listen.

Efter skattereformen i 1903 var det ikke mere formandskabet, der opkrævede ren¬terne hos jordejerne, men statskassen. I 1967 syntes finansminister Henry Grün¬baum, at det ikke længere kunne betale sig at sende opkrævninger ud på de mange småbeløb, hvoraf en del var under 10 kr.- Det blev derfor bestemt, at rentepen¬gene nu skulle aflyses, hvor beløbet var på 500 kr. og derunder, - og de sidste kgl. rentepenge blev derfor indbetalt i juni 1967.

Det havde nu ellers i en del år været en god forretning for statskassen. Hvis man regner lidt på det og f.ex. begynder i 1790, da skødet blev udstedt, så er der fra 1790 - 1875 85 år, hvor rentebeløbet hvert år var 4% af 21.375 rbd. ¬d.v.s. 855 rbd.

På 85 år er det 85 x 855 72.675 rbd.

REGNSKABERNE.

Godsets mange regnskaber giver et broget billede af de forhold, som Fanefjord sogns beboere levede under i sidste århundrede og afspejler det daværende sam¬fund samtidig med, at de fortæller om alle de mangeartede opgaver som de skif¬tende formandskaber arbejdede med.

Regnskaberne fortæller om husbyggeri med klinede lervægge og gulve og om taxe¬ring af gårde og jorde til "Agtende Pengelaan i Møens Overformynderis Børnemid¬ler", - i 1831 blev gårdmand Peder Pedersens gård og jorde i Hårbølle ansat til 2.584 rbd. Det fremgår også, at Koster stadig ikke var rigtig landfast med det øvrige Møn, der blev i mange år betalt rigsdaler for at fylde sten "paa Koster ¬Broen", og man betalte herredshavnepenge til Stege havn.

Når forstråd Müller kom fra Petersværft for at besigtige skoven, varede det i flere dage; han boede altid hos en gårdmand, og i 1840erne boede han hos Mads Hansen i Vindebæk, som fik 16 rbd.4 mk. og 5 sko for "Logis og Beværtning." Tilladelse til at holde offentlig gilde skulle man have på herredskontoret i Stege, og den skulle derefter godkendes af sognefogden og forstanderskabets for¬mand. I 1858 var det Hans Christophersen, der skrev under på, at "Parcellist Lars Peder Poulsen af Askebye maatte afholde Keglegevindstspil og Dands om Afte-nen ti l Kl. 2 Søndagen den 29. August."

I 1864 blev der betalt extraskat ti l "Soldaterkonerne" med 4 mk. og 14 sk., og samme år fik en daglejer 3 mark om dagen for ca. 1O timers arbejde. Der blev be¬talt et stort beløb til sluse- og vejarbejde, og skovfogden fik, som han havde fået i mange år - 2 rbd. til støvler.

-29-

Da sognerådene blev indført i 1867, forsvandt mange af de forpligtelser, som formandskabet hidtil havde haft, men da de højst beskattede beboere iflg. valg¬loven skulle indvælges i sognerådet indtil 1908, kunne selvejerne gods nr. 2 stadig være medbestemmende i mange forhold.

l 1868 bestod sognerådet af følgende: R. Pedersen - Lars Nielsen - H.E. Madsen ¬H.J. Hansen - Jens Jørgensen - N.P. Christoffersen - H.J. Carstensen - Anders Jør¬gensen og H. Christiansen. Samme år indbød C. Christophersen til et møde på Grøn¬sund gæstgivergård i anledning af en plan om at inddæmme "det saakaldte Kirkenor mellem Grønsund og Haarbølle", men det blev da heldigvis ikke til noget.

l 1881 blev det indtrængende opfordret "Beboerne langs Jordvejene til at plante Piil langs disse af Hensyn til Orienteringen", - forslaget blev gentaget det føl¬gende år. Sognerådets afgørelse faldt ikke altid heldigt ud; det mente gårdmand Lars P. Nielsen i Tostenæs ihvertfald ikke i 1882, da han blev idømt 6 øre i bøde for sin søns forsømmelse af skolen i maj og skulle afsone den med 2 dages fæng¬sel, hvis han ikke betalte. Han klagede til amtet, som bad sognerådets formand om en skriftlig erklæring, - resultatet kendes ikke.

I 1891 kom loven om alderdomsunderstøttelse, og dermed forsvandt også i flere tilfælde noget. af den økonomiske støtte, som formandskabet havde følt at måtte yde deres fæstere.

I 1912 var kapitelstaksten for byg kr. 12.47 og en daglejer fik 4 kr. for l dags pløjning. I 1913 var der stadig indtægt fra 3 fæstehuse for pligtarbejde iste¬detfor hoveri, det var kr. 1.33 pr. fæster.

Formændene fik løn for deres arbejde, og ihvertfald fra 1830 - 1930 var den på præcis det samme beløb, som de delte, nemlig 8 rbd. og siden 16 kr. ! Først i 1931 steg beløbet til kr. 50.96.

I årene efter 1. verdenskrig opkrævede staten tillægsskat, og i 1923 var den for 1. kvartal kr. 7.40 pr.td. ager/engs hartkorn + kr. 3.70 pr.td. skovskylds hart¬korn og kr. 2.60 pr. 1.000 kr. ejendomsværdi i fast ejendom.

Når Præstø amtskontor eller andre myndigheder udsendte opkrævninger og meddelel¬ser af enhver art til de mønske godser, blev de først sendt til Marienborg gods¬kontor og herfra fra gods til gods for tilsyneladende altid at ende hos gods nr. 2. Her har formandskabet passet godt på de forskellige papirer, således at de idag kan fortælle os om dengang

GODSGILDET .

En ældgammel tradition er godsgildet, som siden 1882 - måske før - er blevet af¬holdt hos godsformanden. Deltagerne er de 3 ledende mænd fra hver rode, d.v.s. 12 ialt. Man mødtes tidligere om eftermiddagen og sluttede med natmad, og der var bestemte regler for spisningen, hvori altid indgik gåsesteg; traktementet var overdådigt, men er i de senere år forenklet. Som tilskud til gildet har

-30-

godsformanden nu fået ret til at hæve renterne på godsets bankbog (ikke skovens); de udgjorde i 1991 kr. 84.44!

Godsformanden slutter sin formandsperiode ved dette gilde, hvor han aflægger beret¬ning og regnskab. De nye valg bliver afholdt, og årets udbytte udbetalt - også ef¬ter ganske bestemte regler: Pengene udbetales til de 4 mænd, der er med i bestyrel¬sen sidste gang fra de 4 roder, og det bliver så deres opgave at betale beløbene vi¬dere til de 20 helgårde i roderne, som så igen betaler udbyttet videre til de andre parter, halvparter, fjerdeparter O.S.v.

FANEFJORD SKOV.

Fanefjord skov, som tidligere hed Grønvig- eller Grønvedskoven, er idag 223 år ef¬ter købet i 1769 det sidste synlige bevis på dengang, da gårde, jorde, huse, ja, he¬le sognet blev fælleseje. Jordebogen af ll.august 1769 beskriver den således:"Grøn¬ved Skovs Vestre Part, saaledes som Denne ved nu kaldet Skield-Grøft fra det østre Hjørne af Aschebye Koppel Vesten om Ullemosen og til Sønder Strand er betegnet, og som ellers findes indhegnet."

Skoven var da på 269 ha. og bestod, som de fleste skove dengang, mest af ege-og bø¬getræer med en del slåen, hassel og tjørnekrat. Kvæget græssede derinde, og svin

gik på olden og ødelagde det meste af den nye vækst. I auktionsbetingelserne stod,

at de kgl. skovbetjente skulle have opsigt med skovhugsten, indtil køberne havde fået deres skøde tinglæst.

Dengang, godsets jorde blev delt i 80 dele, og de 80 selvejergårde i 4 roder, blev, som tidligere nævnt, også skoven delt i 4 roder, hvortil kommer præstens part i Peberhaven.

I 1805 kom, som omtalt under Vindebæksagen, fredskovsforordningen,som gods nr.2 dog undlod at efterkomme, dels fordi skoven ville blive ødelagt, hvis den skulle deles i 80 parter og dels, fordi det fællesskab man havde skabt ville forsvinde. Godset fik, som bekendt, efter 30 års skriveri frem og tilbage med rentekammeret endelig i 1835 dispensation mod at lade skoven underkaste et statsligt forstligt tilsyn.

Godsets ældste protokol begynder i 1830 og er brugt som regnskabsprotokol for

alle godsets anliggender. I 1835 blev det påbudt at ansætte skovfogder, men det havde gods nr. 2 allerede haft i flere år. Ihvertfald bliver "Hans Hansen Nørll be¬tegnet som skovfoged 1830-35, hvor han hvert år får 2 rbd. som støvletilskud;

der nævnes ingen løn, men han får penge for forskelligt arbejde. Der nævnes og så løn til "Skovmænd" med 8 rbd., og fra 1835 omtales en ny skovfoged, Jens Chri¬stophersen fra Vindebæk, som nu får støvlepenge, mens "den gamle Skovfoged" får korn for 4 rbd., dette steg til 8 rbd. i 1840 og ophørte i 1842. Til gengæld

steg støvlepengene til 4 rbd., men i 1846 bliver der betalt 2 mark 4 sko for Christophersens opsigelse som skovfoged. Med hensyn til det forstlige tilsyn,

-31-

som rentekammeret krævede, kan det se ud til, at det fra 1830-35, måske før, blev foretaget af forvalter Tile på Marienborg sammen med skovmændene, som var gård-

mænd fra formandskabet. Men fra 1835 var det rentekammeret, der bestemte, og i pro¬tokollen står:" Forstraad Müller i Sielland for at have besigtiget Skoven efter Ren¬tekammerets Ordre" 20 rbd. 3 mk. Han var Fanefjord 6 gange det år og boede hos gårdmand Anders Pedersen i Hårbølle, mens 2 af godsets formænd 2 gange var ovre

hos ham på Petersværft.

l 1843 besluttede formandskabet, at det efterhånden var for stort et arbejde for formændene både at administrere godset og skoven med alle de sager, der skulle af-

/

gøres: Udskiftning af Slotshaven - af tørvemoserne - salg af fæstehusene m.v., og

derfor valgte man gårdmand Anders Hansen og Mads Jensen på hovedgårdstaxten til skovbestyrelse og som skovens regnskabsfører Mads Hansen, Vindebæk, - desuden skul¬le der herefter føres 2 regnskabsbøger - en for godsets kasse og en for skovens mange regnskaber. Samtidig havde man i 1843 oprettet en kontrakt med forstråd Müller om den fremtidige behandling af skoven; dette var en bestemmelse, som for¬mandskabet tog alene uden at spørge de øvrige interessenter, som derfor i marts 1845 med 49 underskrifter fik tinglæst en annullering af kontrakten. En aftale skulle dog indgåes, og den skulle godkendes af rentekammeret, hvilket lykkedes nogle måneder efter. Skoven skulle herefter have sin egen bestyrelse, som skulle vælges mellem formandskabets mænd; man måtte selv vælge skovfoged, men den kgl. forstembedsmand skulle give sit samtykke, Der var ikke den store forskel på formandskabets tidligere afgørelse. Uoverensstemmelsen bevirkede dog, at den "Er¬agtning", som rentekammeret havde afsagt året før om Vindebæk slotshaves udskiftning, blev foretaget af landinspektør Henekel med skovrider Bjørnsen fra Klint¬holm og sognefoged Jørgen Stub fra Bogø som taxeringsmænd. Forstråd Müller fik en skrivelse om afgørelsen, som kostede l rbd. "at besørge", og amtsforvalter Frost taxerede Peberhaven. Den nye skovfoged Anders Hansen begyndte.

Året efter skrev formændene til forstråden, at de selv ønskede at foretage den sædvanlige årlige hugst i skoven og gerne ville begynde 6. marts. Om de fik tilla¬delsen vides ikke, men herredsfoged Meincke i Stege må have hørt noget om det, for han skrevet bebrejdende brev til formandskabet om, at de ikke må bortsælge bræn¬de ved offentlige auktioner, "hvorved saavel Rettens Betjente som Kongens Casse

og Amtsfattigcassen lider Uret". Forstråd Müller fortsatte sit arbejde og ud¬færdigede i 1847en instruks for skovfogden, som skulle have 40 rbd. om året, frit hus, 2 favne brænde og 2 favne udhug. Huset var splinternyt, det var opført i eftersommeren 1846 for en pris af ca. 360 rbd.

De følgende år kom der gang i plantningen i skoven: l 1848 blev der plantet 1600 popler, 5.200 fyr/gran - 5.100 ege og 200 lærk, i 1849 5.150 ege - 3.300 fyr/gran og 500 popler og i 1850 1.000 ege - 8.000 bøg - 8.000 fyr og 500 pile. Husmands-

-32-

konerne hjalp til i skoven og fik for 3 dages arbejde 4 mark og 8 sko

Krigen 1848-50 viser sig bl.a. i regnskaberne med 80 rbd. til kammerråd Puttfer¬cken i Stege for at "holde Artillerihestene i Stald" eller stykheste, d.v.s. de heste, som sognet afleverede til krigsbrug.

l efteråret 1850 aftalte forstråd Müller med skovrider Petersen, Marienborg, at denne for en billig penge skulle gå gods nr. 2 lidt til hånde især med tilsyn ved kulturer og vandafledning. Müller mente, at det ville være gavnligt for skoven, om tilsynet kunne ske 4-6 gange årligt i stedet for de senere års 2 gange, og da Petersen ikke boede så langt væk som Müller, ville det være billigere. Formandskabet har ikke været så glad for ideen; Müller svarer ihvertfald på brevet fra formandskabet, at det ikke er ham tilladt i "Eet og Alt at afgive det mig paalagte Tilsyn" og "Vel have vi efter flere Aars Tvist opnaaet en Forbed¬ring i Skovbestyrelsen, men ligesaalidt som jeg bilder mig ind at være ligesaa dygtig og praktisk en Agerdyrker som mangen en Bonde paa Godset No. 2, ligesaa¬lidt maae Godsets Interessenter troe, at grundig Kjendskab til Skovdyrkning kan opnaaes med 2-aarigt Tilsyn med Skoven paa Omgang mellem 80 Interessenter, der have meget forskjellige Begreber om Tingene."

Det ser ud til, at dette blev enden på godt 15 års samarbejde med forstråd Mül¬ler. Formandskabet betalte ihvertfald året efter forstinspektør Spandet for tilsynet, men han boede på Lindersvold nord for Præstø fjord, og befordringen blev dyr. Derfor sendte man i decbr. 1851 en ansøgning til ministeriet om at få beskikket skovrider Petersen, Marienborg, "som de sidste 2 Aar havde været con¬stitueret af Forstråd Müller", men ansøgningen blev ikke fulgt.

I marts 1853-54 indsendte formandskabet den ønskede årlige rapport om skovens tilstand til ministeriet, og deri står:" Iflg. Deres Højvelbaarenheds Skrivel¬se af 21.ds tager Formandskabet sig den underdanige Frihed at give følgende Oplysning om Tilstanden af Skoven i Godset No.2. - Skoven indeholder ca.440 td. Land, som er velvoxet med Skov og Alt anlagt til Fredskov, hvori 80 In¬teressenterhave lige Deel. - Skoven bliver aarlig forbedret med Plantning

af flere Tusinde Træeplanter, saasom Bøg - Eg - Ask - og Piile. Endvidere

er bem. Fredskov under Over Opsigt af Hr. Forstinspecteur Spandet paa Linders¬vold" Underdanigst: Lars Hansen - Hans Chr. Jørgensen"

I krigsåret 1864 var skovens indtægter 1288 rbd., det største beløb kom fra 3 auktioner, og desuden blev der solgt "Communebrænde", d.v.s. brænde til skol¬lerne, fattighuset og jordemoderen for 208 rbd., og mange beboere købte tjørn fra Slotshaven. Udgifterne var mange, bl.a. arbejdsløn for træhugning, for at lægge kommunebrænde i bunker, grøftegravning, vejfyldning og slusearbejde, som blev til 414 rbd. og 36 sko til daglejerne, og så var der skatterne: "Fattigskat-¬krigsskat - militærhesteskat - skolejordsskat - soldaterkoneskat - og kommune¬afgifter, ialt godt 94 rbd.

De gennemgående indtægter hvert år kom fra auktionssalg af jordstød, udhug

græs og høslet, der var 3-5 auktioner årligt-Salg af egebark til garvere var også godt og toppede, såvidt det kan ses, i 1891. De årlige udgifter var lønnin-

-33-

ger, skatter, dampskibsfragt til planterne, forstrådens løn, ophold og afhent¬ning ved færgebåden i Lille Dame, skovmændenes løn på 32 rbd. og udbyttet til de 80 interessenter.

I 1869 blev der afholdt en stor mindefest for 100-årsdagen for frikøbet. Den blev holdt på den nye festplads i skoven, og der blev rejst en mindesten for gårdmand Christen Nielsen og pastor A.S. Fibiger for deres indsats ved frikø¬bet. H.H. Barfoed fik ikke sit navn på stenen, men bønderne på gods nr. 3 satte en mindesten for ham i 1919, den står nu på Museumsgården i Keldbylille. Ifl. skovens regnskaber kostede mindefesten 318 rbd. 4 mk. og la sko Stormflodskatastrofen i 1872 kan også ses i regnskaberne, hvor der er en ind¬tægtspost: "For Kjørsel gennem Skoven som Følge af Stormfloden" på 30 rbd., og i 1875, hvor kronerne havde afløst rigsdalerne, 35 kr. for "Benyttelse af Skovvejen til Bortkjørsel af det solgte Vraggods."

Da skovrider Müffelmann blev statens tilsynsførende sidst i 1860erne, begyndte en ny æra i skovens driftsform: I midten af 1700-tallet havde staten for at hjælpe det danske skovbrug, som brugte såkaldt "Plukhugst", indkaldt den førende tyske forstmand Johan von Langen; han gik igang med at opmåle, opdele og taxere skovene og sætte afdelingssten med numre og bogstav for verdenshjørner op. Sko¬venes driftsform blev "naturlig selvforyngelse", d.v.s., at træerne kaster frø, disse spirer uden jordbehandling, står tæt som små, så de vokser hurtigt og der-efter udrenses; der skal altså ikke plantes, og der er altid underskov på vej. Nu - 100 år efter - kom Fanefjord skov til at nyde godt af denne driftsform, idet skovrider Müffelmann delte Langens synspunkter for skovdrift og derfor i 1877 fik indført og godkendt denne form for skovdrift ved en kontrakt, der blev indgået mellem gods nr. 2 og forstkandidat Lillienskiold om opmåling og stamme¬taxeringerm.v.

I 1883 vedtog alle interessenter en ny bestemmelse om skovens bestyrelse, som fremtidig skal bestå af 3 mænd, som vælges af skovens ejere, og som skal forval¬te arbejderne, som bestemmes af forstembedsmanden. De skal lønnes af skovkassen med 250 kr., og valgperioden skal være på 6 år; der vælges nu også revisorer, og det blev Lars Chr. Andersen og H. Karstense, som sad indtil 1892. I 1881 fra¬trådte Müffelmann, og skovrider Leth blev tilsynsførende.

I 1883 blev der bygget hus i skoven ved festpladsen; det blev lejet ud til gæst¬giver Christensen fra Stege, og her afholdtes mange festligheder: Skyttefester, foredragsballer, skoleballer og også mange private fester. Huset blev hurtigt for lille til alle de mange arrangementer, og i l885 blev det derfor udvidet

med et "Kjøkenhus" med "Komfyr" for ialt 309 kr.

Samme år betalte marineministeriet 20 kr. for fredning af 3 høje bøgetræer, som skulle fungere som sømærker: "Af den imellem Marineministeriet og mig indgaaede Kontrakt om Fredning af 3 Bøgetræer i Slotshaven bærer jeg ene Ansvaret", står der, sign. Peder Madsen. 2 af disse gamle smukke bøgetræer står endnu tilbage.

 

 

 

 

-34-

I 1889 kom der igen ny skovrider, som hed Wodschou, og i 1892 ny skovfoged. Det var den legendariske H.P. Andersen, som kun var 21 år, da han blev ansat og som var skovfoged i 53 år indtil 1945.

I 1901 blev der indgået aftale mellem en del lodsejere i Vindebæk om en strim¬mel jord til en vej fra stranden langs med den udvendige side af den grøft, som grænsede op til skoven. Den skulle være 5 alen bred, anlægges og vedligeholdes af lodsejerne og være færdig inden 1903; godset skulle fælde træerne på jordstyk¬ket. Dermed afgav disse lodsejere deres ret til færdsel gennem skoven, - der skulle anbringes et led i hegnet ved matr: nr. 19 b, Vindebæk, som skulle låses, og kun skovfogden måtte have en nøgle. Det eneste lodsejerne fik ret til var "at hente Skoveffecter og færdes på Vejen" og dermed slippe for en stor omvej. I 1903 blev det på en generalforsamling foreslået at udleje jagten, men forsla¬get faldt, derimod vedtog man at afholde generalforsamling hvert år i stedet for hvert tredie år.

I 1905 blev anlægget ved huset gjort istand, og bogstaverne på mindestenen for¬gyldt. Huset var igen blevet for lille til de mange fester, så man begyndte at tænke på at opføre en pavillon på festpladsen foran huset; den stod færdig året efter, var bygget af træ fra skoven og kom til at koste 6.300 kr. - Et beløb på 6.000 kr. blev lånt i den nyoprettede Fanefjord sparekasse, og pavillonen blev de første 5 år lejet ud til skovfoged Andersen for 300 kr. årlig. - Samme år var der to skovridere, der fik betaling for tilsyn, nemlig Neergaard og Ulrich, men i 1909 var der igen kun een, og han hed Sundorph.

I 1912 trådte loven om metersystemet i kraft; - for skoven betød det, at favne¬mål for brænde skulle omregnes til rummeter. 2 1/2 favn brænde svarede til 6 rummeter.

I årene under første verdenskrig, hvor det var knebent med brændsel, var der så meget at bestille i skoven for skovfoged Andersen, at han i 1915 holdt op som vært i pavillonen, som blev lejet ud til hotelejer R.B. Christensen fra "Harmoni¬en" indtil 1920, han gav 400 kr. i leje det første år og derefter 540 kr.

I 1916 blev der indlagt telefon i skovfogedhuset, og dennes løn forhøjet til

200 kr. årlig. Året efter - i 1917 - var indtjeningen i skoven steget til kr. 58.037.80; det skyldtes et stort brændesalg til Bornholm samt til de mønske meje¬rier, Hårbølle batteri og til kommunen. Restgælden på pavillonen blev betalt, og skovfogden fik et extra beløb på 300 kr., og hver l/l skovpart fik forhøjet sin brændetildeling til 8 rummeter.

l 1919 begyndte man at lægge penge hen til opførelse af en ny skovfogedbolig, fo¬reløbig 1000 kr., og 150-årsdagen for frikøbet blev fejret 3. juni i strålende sol, hvor over 400 mennesker samledes ved kæmpehøjen med mindestenen. Der var taler og sange og spisning for 150 personer, 300 cykler og over 60 køretøjer var stuvet sam¬men, og om aftenen, fortæller avisen, var der over 600 mennesker. Der var dameor-

-35-

kester, dans og festfyrværkeri. I 1920 blev skovfoged Andersen og hans kone igen værtspart i pavillonen, da hotelejer Christensen stoppede.

Ved generalforsamlingen i 1921 kom der forslag fra flere skovejere om, at man und-

lod at sælge skovparter til folk, der ikke var bosat i sognet, - fællesskabet skul¬le bevares. Der havde været flere ret ufine forsøg af folk udefra på at købe skov¬parter, når der blev solgt gårde, det var man ikke glad for. Resultatet blev ting¬læsning af en deklaration d. 16. august 1921 med forpligtelse for anparthaverne til aldrig at afhænde skovparter til folk udenfor sognet, - herefter kunne dette kun ske ved arv efter ejer. I alle senere vedtægter er der indføjet en paragraf med dette indhold. Der var også i 1921 en god indtægt af skoven, kr. 50.572.25. Skatterne var steget til 4.337 kr., men man kunne dog igen henlægge 1000 kr. til et nyt skov¬fogedhus, udbyttet blev 300 kr. pr. part. I 1922, hvor indtægten var godt 49.000, besluttede formandskabet, at nu skulle den nye skovfogedbolig stå færdig, den kom til at koste 10.961,30 kr.

1924 og 1925 blev igen gode år for skoven med indtægter på 50.925 kr. og 53.685 kr., det var især Nr. Sundby træskofabrik, der købte godt ind. - Skovfoged Andersen var efterhånden blevet træt af både at passe skov og pavillon, så han opgav den sidste, og Kr. Grønager fra Stege blev vært for en leje af 1600 kr. Der var stadig tilsyn af en forstlig embedsmand; man gav i 1926 54 kr. og 42 kr. til "bespisning af en skovrider", der står intet navn i mange år, men af en skrivelse fra 1940 ses det, at det var skovrider H. Mundt fra Sorø statsskove, der var tilsynsførende fra 1924 - ¬1940. Skovrider Mundt var elev af skovrider Müffelmann og gik stærkt ind for "natur¬lig selvforyngelse" af skoven; det var ham, der i 1933 ikke længere ville have høns løbende rundt inde i skoven.

I 1927 begyndte skov indtægterne at falde - helt ned på kr. 27.598; det var kriseår, og der var intet udenøs salg, auktionerne indbragte for lidt. Det kunne Kr. Grønager også mærke, han fik svært ved at betale sin leje af pavillonen, det endte med, at han i 1931 fik sin restgæld på 1100 kr. eftergivet. En ny vært, Niels Larsen, kom til, og det var i hans tid, i 1935, at der blev indlagt elektrisk lys både i skov¬fogedbolig og pavillon; man optog et 5-årigt lån til udgifterne. Det var sædvane, at generalforsamlinger blev afholdt i februar, d.v.s. i årets mørke tid, og på grund af det manglende lys kunne disse aldrig finde sted i pavillonen, - det kunne man nu herefter.

I 1932 oprettede interessenterne en "Fredforeningsforening for Skoven", som ned¬satte et jagtudvalg på 9 medlemmer. Fasaner, harer, gråænder og råvildt måtte her¬efter kun skydes ved fællesjagter, som jagtudvalget bestemte.

I 1935 foreslog vejudvalget i Fanefjord sogn, at der blev anlagt en vej gennem skoven godsets kasse skulle betale 3.000 kr. og kommunen resten, hvilket vedtoges.

Der blev foretaget klassificering af skoven af skovfoged Ladefoged fra Bogø og

hans søn forstkandidat Kjeld Ladefoged. Den nyere plantningsteori med selvvækst

 

 

 

-36-

blev indgående drøftet, og skovfogdens løn forhøjet til 2.500 kr. - I 1938 dø¬de restauratør Larsen, og hans enke Katrine Larsen fortsatte lejemålet. 1940erne blev trods anden verdenskrig - eller måske netop derfor - indbringende og travle år. Brændesalget steg i 1941 til 96.350 kr., indtægterne ialt 105.253 kr.

Pavillonen blev udvidet med en beværterstue, bedre garderobe og toiletforhold, og der blev bygget hestestald. Fru Larsen indvilgede i lejeforhøjelse til 2.000 kr. Skovrider H. Mundt, som officielt fratrådte som tilsynsførende 15. april 1940, følte stadig et ansvar for Fanefjord skov og fortsatte derfor endnu nogle år med

at give godset gode råd, selvom skovrider Nis Lorentzen nu var den tilsynsførende. Mundt var især opmærksom på de store klinteskred, som havde fundet sted i mange År; han nævnede i en skrivelse til landbrugsministeriet, at der fra 1769 til 1940 for¬svandt så megen god skovjord, at arealet gik ned fra 269 ha. til ca. 215 ha. Bag¬grunden for hans skrivelse var den pligthugst, som ministeriet på grund af krigen forlangte. Mundt redegjorde omhyggeligt for, at Fanefjord skov havde præsteret

71% udover normen for årshugst, som var ca. 10 m3 pr.ha. og beder om, at skoven fritages for yderligere pligthugst, - han nævner også, at ministeriets forlangen¬de kom på så sent et tidspunkt, at Fanefjord skov forlængst havde afsluttet sin vinterhugst. Mundts ansøgning blev godkendt i august 1940.

Året efter bad Mundt Geodætisk Institut om at bistå ved afmærkning og opmåling

af basislinie til konstatering af klinteskred 1888-1941, således at fremtidige skred ville kunne kontrolleres og forhåbentlig stoppes. Mundt omtaler, at han

har fået bevilget 1500 kr. fra Carlsen-Langes legat til undersøgelse af Fane¬fjord skoves store masseudbytte. Det var en omfattende og indholdsrig redegørel¬se over skoven, dens historie og dens tilstand, som Mundt fremsende, og allerede 3 dage efter kom der svar fra institutet: Man ville gerne medvirke til dette ar¬bejde i den kommende sommer. - Desværre kom skovrider Mundt ikke til at opleve det, arbejdet kom ikke igang, og han døde i 1945. Kystsikringsarbejdet begyn¬te først flere år efter, og det må antages, at den tyske besættelse af Danmark har været årsag til, at arbejdet blev udsat; siden savnede man måske også Mundts entusiasme og iver for at få arbejdet sat igang.

I "Hovedbog for Opskovning 1942-44" fortælles om den strenge vinter med 26-28 gr. frost og sne langt op over knæene så sent som i april. Der blev plantet 2.000 stk. eg - 4.300 rødgran og priklet 10.000 stk. Sitka, og til ulykkesforsikringen opgivet 19.949 arbejdstimer.

I 1943 fik skoven nye vedtægter for det selskab, der nu hed "Interessentskabet Ejer af Anparter i de til Godset Nr. 2 paa Møen hørende Skove", hvori bl.a. blev bestemt, at medlemmer herefter kan sælge eller pantsætte deres anparter i skoven uden bestyrelsens samtykke, naturligvis kun indenfor Fanefjord kommune. Besty¬relsen kan desuden opkøbe skovparter og optage lån til at betale dem med og fik ret til 5% af salget ved "Haandkøb."

-37-

I 1944 vedtog godset at give Fanefjord bibliotek et tilskud på 100 kr., men det vigtigste punkt på dagsordenen det år var at få ansat en ny skovfoged. Skovfo¬ged Andersen tog nemlig sin afsked efter 53 års arbejde og fik bevilget en pension

på 2.000 kr., som han desværre ikke fik glæde af ret længe, idet han døde året efter 74 år gl. Der kom 56 ansøgninger til embedet, og der blev indstillet 3.

L. Holm Jensen fra Ryomgård blev valgt med 64 stemmer af 79.

I august var der en vellykket ekskursion med skovfogder fra Sydsjælland ledet af skovrider Kjeld Ladefoged; succesen blev gentaget året efter med 70 deltagere. 1945 var Danmarks befrielsesår for den tyske besættelse, og til minde herom blev der plantet en eg mellem skovfogedboligen; og pavillonen. Man besluttede også, at skovens regnskaber ikke mere skulle offentliggøres i aviserne.

I 1947 blev hugsten betydelig større, end man mente, at skoven var istand til at bære, indtægten var 178.000 kr. Det år blev det også bestemt, at skovfogden her¬efter skulle lønnes efter statens tjenestemandslov for skovvæsenets tjenestemænd. Lønnen ville herefter udgøre 6.067.95 kr. årlig, fri bolig, en andel brænde og "indenøs" telefon. Bestyrelsens løn blev fastsat til 2.000 kr. - Kystsikringen kom også på tale, men man afventede et udspil fra staten. Det gjorde man også i 1950, dog uden noget resultat, men det blev nævnt ved generalforsamlingen.

Der havde i nogen tid været uoverensstemmelser mellem skovens bestyrelse og skov¬fogden; dette resulterede i, at skovfoged Holm Jensen blev sagt op. Derfor begæ¬rede 94 skovejere en extraordinær generalforsamling for at få spørgsmålet afkla¬ret, det blev i juni, og bølgerne gik højt. Disse uoverensstemmelser drejede sig om skovfogdens ret til at disponere i mindre sager, hugsten o.l. - påstand stod mod påstand, og 14 dage efter blev der holdt endnu en generalforsamling på besty¬relsens begæring, hvor den satte sine mandater til afstemning. Bestyrelsen blev væltet, og en ny kom til, som igen indkaldte til endnu en extraordinær generalfor¬samling, hvor den afskedigede skovfoged blev genansat med 74 stemmer for og een imod.

Året efter - i 1951 - døde skovfoged Holm Jensen pludseligt, og skovfoged Ladefo¬ged fra Bogø var godset behjælpelig, indtil man kunne få en ny skovfoged ansat. Skovrider Nis Lorenzen, der havde været tilsynsførende siden Mundts afgang, hav¬de som medhjælp skovrider Kjeld Ladefoged, når han selv var forhindret i at fo¬retage udvisning eller andet, der var således 2 tilsynsførende. Det blev flere gange diskuteret om Kjeld Ladefoged skulle vedblive med tilsyn, og dette vedtoges til et beløb af kr. 700 årligt.

Samme år foretog Geodætisk Institut endelig den opmåling af kysten, som 10 år

før var blevet iværksat af skovrider Mundt; der blev konstateret betydelige skred, og der forelå nu et projekt, som ville koste godset ca. 25.000 kr. Sagen var på¬krævet, men det var mange penge, og man ville arbejde videre med problemet og tænke over det. Netop det år havde man langs klinteranden hugget en del brænde,

-38-

som ellers ville være gået i havet. Der blev valgt ny skovfoged i 1952, og det blev den 30-årige Andreas Haase fra Tønder. Efter hans ansættelse gik skovmændene fra bestyrelsen ikke mere i skoven for at udvise træ.

l 1953 kom spørgsmålet om kyststrækning igen på tale ved en extraordinær general¬forsamling, og det tidligere projekt på 24 beton høfder langs kysten, hvoraf de 11 skulle ligge under kysten, blev vedtaget. Kommunen ville yde tilskud på 30.000 kr. fordelt på 3 år på den betingelse, at lodsejerne ville stå solidariske med ca. 20.000 kr. Flere interessenter mente dog, at godset selv skulle begynde at lægge kampesten ud, men det kommunale projekt blev vedtaget og kostede skoven 22.600 kr.,

/

de følgende år blev der betalt mindre beløb til vedligeholdelse af høfderne og

til et "Fredskovdige".

Fru Larsen var stadig værtinde i pavillonen; hun fik bevilget en vaskekedel og an¬søgte også om tilladelse til at holde gilder om vinteren, det havde hun ganske vist haft de sidste 20 år, men politiet havde pludselig fået den opfattelse, at det ikke var den rigtige bevilling, hun havde, men det fik hun nu.

Skovens regn¬skabsår omlagde man til at være fra 1.oktbr. - 30.septbr.

Midt om vinteren i 1955 opstod der skorstensbrand hos skovfoged Haase; der var så store mængder sne, at brandbilen fra Stege kørte fast i Liseby, men heldigvis nåe¬de det lokale brandvæsen frem - gående - og fik slukket ilden tildels ved telefo¬nisk hjælp fra Stege. - Samme år besluttede man at yde skovfoged Haase et grati¬ale på 1500 kr. for det store arbejde, han havde med skovens regnskaber.

I 1956 havde fru Larsen været værtinde i pavillonen i 25 år og trak sig tilbage, det nye værtspar blev sønnen Jan Larsen og hans kone Anny.

1957 var et godt år for skoven, hver skovpart fik 900 kr. i udbytte. Man begyndte at tænke på, om det var nødvendigt at have skovrider Ladefoged som tilsynsførende længere, dels havde man en meget dygtig skovfoged i Andreas Haase, som havde en om¬fattende uddannelse, og dels havde man også tilsynet af statens tilsynsførende. Efter skovlovskommissionens betænkning var der iflg. skovrider Lorenzen intet til hinder for Ladefogeds afskedigelse, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod een. Ladefoged havde l års opsigelse og holdt op den 31.12.1959.

I maj holdt skovens jagtforening sit 25-års jubilæum. Før jagtforeningen blev stiftet, var der ikke tale om nogen egentlig vildtpleje, - jagten blev i mange år efter frikøbet regnet for at være fælles for alle sognets bønder, men efterhånden var der ikke meget vildt, kun nogle harer, et par gråænder i moserne, havlitter ved stranden og snepper. De første år efter foreningens oprettelse var der kun een jagt om året, og på den første blev der kun nedlagt 3 stk. vildt, året efter steg det til 14 stk. og nu - i 1957 - var det årlige antal ca. 71 stk. vildt for¬delt på 2-3 klapjagter om efteråret, sommerbukken havde fået fred, mens der var frijagt på snepper i forårstiden. Formanden, gårdejer Chr. Hansen, Hårbølle, fik

 

-39-

Dansk Jagtforenings guldemblem, og gårdejer H. Chr. Hansen fra Dame Have fik for¬eningens fortjenstmedalje. - Jagtforeningen havde iøvrigt i en del år betalt 100 kr. til skovens kasse.

Fanefjord skovs driftsform var tit genstand for rosende omtale. I "Skovbrugsti¬dende" nævnes den for sin moderne skovdrift og store frodighed.

Skovrider Nis Lorenzen sendte i maj 1959 en kopi af skovtilsynets protokol til skovfoged Haase :

FANEFJORD FÆLLESSKOV

"Hele skovdistriktet blev efterset temmelig nøje. Selvforyngelserne udvikler sig særdeles smukt og er velpassede med udrensning. Tiltrods herfor vil der dog man¬ge år endnu være store udrensningsarbejder at foretage. Det er stadig mit ind¬tryk, at skoven er højt producerende, og at den hugst, der er ført i de senere år let kan opretholdes.

Iøvrigt kan jeg kun tilføje, at skoven bærer præg af at være behandlet med kærlig¬hed, dygtighed og indsigt."

TRÆVÆNGERNE

"Det er med glæde, at jeg erfarer, at pasningen af samtlige skovparter er over¬draget skovfoged Haase. Jeg er indforstået med, at skovfogden foretager en del hugst - også afdrifter - i forbindelse med efterfølgende plantning for at få gjort skoven mere producerende, alt som nærmere aftalt på åstedet. Det henstilles dog fortrinsvis at plante løvtræ. - Herved bemyndiger jeg skovfoged Haase person¬ligt til foreløbigt i 5 år at forestå driften af trævængerne."

PRÆSTEKALDETS SKOVE:

"Peberskoven var som sædvanligt særdeles velpasset. Efter at den gamle skov er borte, er det selvsagt, at hugsten i en række år bliver forholdsvis beskeden. Derimod kan der godt med forsigtighed pilles lidt træ næsten overalt i Lunden (husk udkanterne), hvilket om ikke andet kan give noget brænde. - Jeg bemyndi¬ger herved.,skovfoged Haase til personligt at forestå pasningen af skovene i 5 år. "

1960erne også de følgende årtier i skoven:

Det var især de to voldsomme storme i 1967, der kom til at præge disse år med den deraf følgende lave efterspørgsel på træ. 1968 blev det ringeste år siden 1924, der blev intet udbytte til skovejerne, og de år, der kom efter, blev ikke meget bedre.

Det begyndte ellers nogenlunde. - Man anskaffede traktor og motorsav, forøvrigt var det ikke motorsaven, der var den store revolution indenfor skovbruget, det var saven med høvletænder og friskær, der afløste øksen. Man fik dog god brug for motorsaven den dag i oktober 1963, hvor nogle af de 120-årige gamle bøge måt¬te fældes, de var højere end Rundetårn og ca. 2.50 m i diameter. Fanefjord skov var berømt for sine mange gamle bøge, der var de højeste i hele landet; i 1960 var der endnu flere hundrede, men fældes måtte de, da der ellers ville gå råd i dem, og de ville blive ubrugelige som gavntræ.

I årenes løb er der lagt ca. 20 km grøfter fra de 5 søer, som således har fået afløb til Østersøen, og overfladevand er ledt væk, så skovens forsumpning kan undgås.

-40-

Markedet for træ var udsat for stor konkurrence fra de mellem-europæiske lande, som bl.a. exporterede træ til England til priser, der lå langt under de danske. Dette kan også aflæses af skovens regnskaber, hvor udbyttet til skovejerne faldt fra 400 kr. pr. skovpart til 100 kr. i løbet af et par år.

I 1967 blev der holdt en extraordinær generalforsamling netop i oktober, hvor den voldsomste storm i mands minde gik hen over landet. Det var voveligt at begive sig ud i skovpavillonen, - træerne knækkede som tændstikker, blev revet op med ro¬de og spærrede mange veje. Årsagen til mødet var netop træ; em vedtægt om brænde¬tildeling til skovejerne var i tidens løb blevet forældet, fordi mange interessen¬ter nu havde centralfyr. Det var derfor ikke nødvendigt, at vedtægterne stadig pålagde skoven at hugge brænde til dem, denne overflødige udgift på omkring 15.000 kr. kunne skovkassen godt spare. Skovejerne fik i stedet for ret til at kø¬be mindst 8 rummeter brænde årligt.

Skaderne på skoven ved stormene i februar og oktober var store, de udgjorde for ca. l million kroner. Den 18. februar gik det især ud over nåletræerne, og ok¬toberstormen tog ege- og bøgetræer. Når skaderne Fanefjord skov alligevel blev forholdsvis mindre end i mange andre skove, mente man, at det kunne skyldes, at træerne ikke stod så tæt sammen, så kronerne nåede hinanden, men gav vinden mulig¬hed for en form for "friløb" op imellem sig.

Der blev holdt mange møder i Dansk Skovforening om situationen, - træpriserne på nåletræ blev nedsat med 25%, og på det nye savværk ved Herlufmagle, som Fanefjord skovejer havde aktier i, var der opmaganiseret ca. 50.000 ml nåletræ fra mange skove, exporten var gået helt istå. Trods det manglende udbytte var det en glæ¬de for skovejerne, at man ikke behøvede at gå ud og låne penge til oprydningen efter uvejret, som det var tilfældet for mange andre skovejere.

I 1968 kom der en ny naturfredningslov, bl.a. om adgang til skove for offentlig¬heden, den vakte lidt bekymring hos interessenterne, men i Fanefjord skov var der i forvejen adgang for alle, så ændringen ville ikke blive mærkbar.

Der har til stadighed været mange studiebesøg i skoven både fra indland og ud¬land. Skovskolens og Landbohøjskolens elever har i en del år været her i længere tid ad gangen, "Nordwestdeutschen Forstverein´s" medlemmer adskillige gange, ty¬ske professorer indenfor skovbrug og mange flere; - i tidens løb er det blevet til over tusinde forstfolk fra hele Europa, ligesom skovfoged Haase desuden har holdt foredrag om skovens driftsform mange steder herhjemme og udenlands.

I årene 1908 - 1988 blev der gennemsnitlig skovet ca. 2388 m3, men desværre var der alligevel intet udbytte at udbetale til skovejerne 1978- 1990. Regnskabsåret 1991 gav det første gode udbytte i mange år af de 230 ha. som skoven nu udgør. Den 30. septbr. 1989 tog skovfoged Andreas Haase sin afsked efter 37 års arbejde, og skovfoged Børge Ingemann Jensen fra Bogø skovdistrikt var ansat, indtil l.ja¬nuar 1992, hvor skovfoged Bjarne Frost Jensen fra Marienborg fik tilsyn både med Fanefjord og Bogø skove.

-41-

Fanefjord skovs historie er lang og broget, men skoven er ikke alene vedmas¬se, stammetaxeringer, hugst og beregninger over udbytte m.m.

Den er også et ekko af svundne tiders glade minder, musik til fester, hvor 2 hold spillemænd skiftevis - alt efter vindens retning - sad på en af de 2 for¬højninger ved den gamle festplads i den nu næsten tilgroede tykning.

Den er glimt af råen, når den smutter omkring Mortenshøj, en af de mange old¬tidshøje, den er farver året rundt, fuglefløjt og vindens dans i trækronerne. Søerne, moserne - hvad gemmer de på?? Der siges, at en mose eller to skjuler gamle forladegeværer.

Skovens mange smukke navne fortæller også om fortiden: Luselejet, det lille

fiskerleje, - Naurhulen - Ridefogedmosen - Flaskehulen- Bukkemosen og den 350 årige ærværdige Storkeeg.

Fanefjord skov er mere end denne dejlige skov; - den er et stadigt levende og voksende bevis på det fællesskab og sammenhold, der blev skabt i 1769, og som mange kommende generationer forhåbentlig også vil få glæde af.

 

-----------------------------------

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KILDER:

Arkivalier, som formandskabet for gods nr. 2 opbevarer:

Godsprotokol 1830 - 1874 incl.,

Skovprotokol 1843 - 1866,

Skovprotokol 1866 - 1911,

Skovprotokol 1912 - 1946,

Regnskabsbog for skoven 1947 - 1958,

Hovedbog for skoven 1958- 1977,

Hovedbog for opskovning 1942 - 1944,

Protokol med kapitelstakster og div. bekendtgørelser 1833 - 1895 incl.,

Protokol fra 1866 med kapitelstakster,

Forhandlingsprotokol 1897 - 1961,

Protokol 1882 - 1920 vedr. godsets fæstehuse,

Godsprotokol 1911 - dags dato,

 

Distrikts-Journal fra 1.august 1944 - 1968 m. diverse avisudklip vedr. generalforsamlinger, jagter, ekskursioner m.m.,

Matriklen fra 1845 og 1870 over Fanefjord sogn samt

de i forordet nævnte dokumenter.

Møns lokalhistoriske arkiv:

Folketællinger: Fanefjord sogn 1801 og 1880. Fanefjord sogns forhandlingsprotokol 1880 - 1909.

Litteratur:

Christian V´tes "Danske LOV". 1683.

"Bønderne og fællesskabet. " En undersøgelse af landsbyfælles skab og andre organisationsformer blandt bønder på Møn 1769-1797. Historisk speciale udarb. af Helle Schummel 1989.

"Beskrivelse over Møen" af sognepræst Johan Paludan.

"Forordninger om Jord-Fællesskabets Ophævelse m.fl. Foranstaltninger til Landvæsenets Forbedring udi Danmark". Udg. af matrikeldirektoratet 1981.

"0m det danske Kammervæsen" af J. Mandix. 1820.

"Bonde og Landbrug". Træk af dansk landbrugs historie v/Einar Jensen. Udg. af Det danske Landhusholdningsselskab.

"Den danske landsby gennem 6000 år" v/Axel Steensberg.

"Præstø amts skolehistorie indtil 1930" v/Johs. C. Jessen.

"Sjællands Stifts Degnehistorie" v/Anders Petersen. 1899.

Politiken: "Hvornår skete det fra oldtid til nutid". 1985. "Svenskekrige og enevoldsmagt" af Palle Lauring - pag. 187.

TRAP 5te udgave 1955.

Håndbog for danske lokalhistorikere v/Johan Hvidtfeldt. 1965.

 

 

 

 

 

Fortegnelse over bilag:

DE FØRSTEÅR:

Bilag nr. l Vedr. Hårbølle byes udskiftning. pag.8 - 1 side

- - 2 Det kongelige skøde af 24. novbr. 1790. 9 - 6 sider

- - 3 Udskrift af"Møens Herreds Landvæsenscommissions¬protocol:

Dame Byes Udskiftning. 10 - 25 sider

- - 4 Bekendtgørelse fra 1794 fra 54 selvejere vedr.

hovedgårdstaxten og skoven. – 11 - 2 sider

 

FREDSKOVSFORORDNINGEN:

--------------------

 

Bilag nr. 5. Skrivelse af l6.septbr.1835 til byfoged Meincke

vedr. godsets fredskov. 13 – 1 side

 

RETSSAGEN MED VINDEBÆK GARDMÆND:

Bilag nr. 6 Pro Memoria af 1806 om forkyndelse af forbud

mod udvisning og hugst i Vindebæk slotshave. 13 - 2 -

- - - Dokumenter vedr. Vindebæk slotshave fremlagt i retten. 13 - 7 –

- - - Dom i retssagen af l805,fremlagt 1806. 13 - 3 –

- - 7 Udskrift af tingsvidneakt 1810. 13 - 13 –

- - - Udskrift af"Landvæsenscommissionsprotocol

samt Eragtning" 1842 14 - 2 –

- - 8 Regning fra landinspektør Henekel. 14 - 1 –

- - 9 Hof-og Stads rettens dom af 1850 14 - 3 –

KONGETIENDE:

--- - - --- - -

Bilag nr.10 Udskrift af "Møens Herreds Pante-Protocol

af 1807 vedr. kongetiende. 15 - 2 –

- - 11 Skrivelser til og fra rentekammeret 1807-65. 15 - 6-

- - 12 Liste over kapitelstakst 1807-61. 16 - 1 –

 

FÆSTEHUSENE:

Bilag nr.13 Fæstebrev fra 1838 17 - 1 –

- - 14 - - 1843 17 - 1 –

- - 15 Retssag 1847/48: Husmand Niels Rasmussen ctr.

formandskabet. 17 - 1 –

- - 16 Deklaration af 1848 vedr. betaling af brand-

kontingent for fæstehusene. 18 - 1 –

- - 17 Forslag til salg af fæstehusene. 18 - 2 –

- - 18 Fortegnelse over fæsternes brandkontingent. 18 - 1 –

- - 19 Afgift på husjorde i Dame. 19 - 1 –

- - 20 Protokol vedr.salg af fæstehusene 1881-1921

incl.beregning af amtsstueskatter m.fæstenavne. 21 - 5 –

Skoler

Bilag nr. 21. Udskrift af landvæsenskommissionsprotokol

vedr. udlægning af skolejord. pag. 23 - 7 sider

 

TØRVEMOSERNE:

Kort over tørvemosen i"Tostenæs Koppel". 26

Bilag nr. 22. Udskrift af forligskommissionsprotokol

1858 - skrivelse fra landinspektør –

udskrift af Præstø amts landvæsenskommissi¬ - 26

onsprotokol 1860 vedr. udskiftning af fæl

¬lesmosen på hovedgårdstaxten. 27 - 16 -

 

 

DEN KONGELIGE HALVE KØBESUM

 

Bilag nr. 23 Fortegnelse over de kongelige halve købe-

summer i 1848 m. navne, hartkorn og beløb. 27 - 6 -

 

REGNSKABERNE:

Bilag nr. 24 Uddrag af gods- og regnskabsprotokol 1830 - 1876 28 - 3 -

 

- - 25 Godsprotekollen 1873 - 28 - 1 -

 

GODSGILDET:

Bilag nr. 26 Uddrag af forhandlingsprotokol 1897 - 1961. - 29 - 4 -

 

FANEFJORD SKOV:

Bilag nr. 27 Uddrag af "Protocol for Godsets Skove" 1843-¬1865. 31 - 3 -

- - 28 Uddrag af "Protocol 1833 - 1895" - 31 - 2 -

- - 29 Forslag til formandskabets antagelse af

skovmændenes arbejde. - 31 - 1 -

- - - Deklaration vedr. ugyldigheden af det trufne

arrangement m.h.t. skovmandsarbejde - 31 - 1 -

- - - Instruks for skovfoged. - 31 - 1 -

- - - Skrivelse til forstråd Müller 1845. - 31 - 1 -

- - - 2 skrivelser af 1850 fra forstråd Müller

til formandskabet. - 32 - 2-

- - - Klage af 1851 over ansættelse af forstråd. - 32 - 1-

- - 30 Licitation over opførelse af skovfogedbolig 1846. - 31 - 2-

- - 31 Uddrag af skovens regnskabsprotokol 1866 ¬1911. - 33 - 3-

- - 32 Forstkandidat Lillienskiolds driftsplan

for skoven 1877. - 33 - 4-

- - 33 Vedtægter af 1883 for skovbestyrelsen. - 33 - 2-

 

Bilag nr. 34 Instrukser for skovfoged 1892. pag. 34 - 1 -

- - 35 Instruks for skovrider - o dato. - 33 - 1 -

- - 36 Uddrag af skovens regnskabsprotokol 1912 - 1947. - 35 - 2 -

- - 37 "40 aar i Fanefjord Skov 1892 - 1932 af

skovfoged H.P. Andersen. - 35 - 2 -

- - 38 Skrivelse fra skovrider Mundt 1940 til

Landbrugsministeriet vedr. pligthugst - 36 - 2 -

- - 39 Skrivelse fra skovrider Mundt 1941 til

Geodætisk Institut vedr./k1inteskred - 36 - 3 -

- - 40 Uddrag af "Hovedbog for Opskovning 1942-

1944. - 36 - 2 -

- - 41 Kassebog 1947-58: Driftsregnskab 1.novbr.-

31.oktbr. 1950. - 37 - 1 -

- - 42 Skrivelse fra skovrider Kjeld Ladefoged

af 4. febre 1957. - 38 - 1 -

1960ERNE OG DE FØLGENDE ÅRTIER I SKOVEN:

Bilag nr. 43 Uddrag af "Kassebog for skoven 1958 - 1977 - 40 - 1 -

- - 44 Uddrag af godsprotokol 1911 - 1991. - 40 - 2 -

 

-------------------------------------------------